SKJOLDUNGERNES LAND: Nu er det efterår og tid til skovture under farvede trækroner, tid til at hoppe i vandpytter og bygge drager, tid til at samle svampe og kastanjer og få frisk luft og røde kinder.
I nationalparken har man budt en masse børn og voksne udenfor til arrangementer og undervisning, miljøministeren har været med ude på Roskilde Fjord, og der er lanceret nye tilbud, som gør det nemmere at komme ud i naturen på egen hånd.
Hvis man skal ud at vandre, så kan det være en god ide at tage den nye folder om Skjoldungestien med på tur.
Folderen finder man på turistcentre, biblioteker og besøgssteder i nationalparken – eller den kan hentes online. Folderen rummer blandt andet et detaljeret kort.
Kanoer på vinterferie
Nationalparkens seks kanoer, som i år har ligget i Møllekrogen og i Gershøj, er nu taget ind for vinteren.
Det skyldes, at vandet bliver for koldt og vejret for blæsende.
Kanoerne, som er gratis at låne, vil være tilgængelige igen til næste sommer.