SKIBBY: 70 deltagere lyttede interesseret til beretningerne om, hvordan alle fra de kongelige til ”Jeppe på Bjerget” gik rundt i en evig rus, indtil kaffen holdt sit indtog midt i 1700-tallet og blev samfundets foretrukne drik i det sociale liv.
Det skete i Historisk Forening for Skibby og omegn, hvor cand.mag. i historie Nina Søndergaard fortalte om druk og drikkevaner i Danmark gennem de sidste 500 år.
Foredraget faldt i to dele med en strategisk kaffepause i midten, der kom lige efter historien om øl og brændevin, men før kaffen og sandkagen kom på bordet.
Forårssæsonen er nu slut i Historisk Forening, og bestyrelse lægger sig i selen for at lave et godt efterårsprogram, fortalte formand Niels Nielsen efter foredraget.