Af journalist Tomas Skov
FREDERIKSSUND/LEJRE KOMMUNE: Valgdeltagelsen i Danmark blev rekordhøj for et EU-valg ved valget til Europa-Parlamentet i 2019. Her stemte knap 66 procent af vælgerne i Frederikssund Kommune. Ved dette valg har valgdeltagelsen været noget lavere idet bare 57,47 procent af vælgerne i Frederikssund Kommune afgav deres stemme. Det svarer til at 20.426 vælgere ud af 35.556 stemmeberettigede har sat deres kryds.
Det er dog ikke langt under landsgennemsnittet, der ramte 58,2 procent. Lejre Kommune var til gengæld noget flittigere ved stemmeboksene, idet 65,82 procent af vælgerne kom op ad sofaen og ned på deres lokale valgsted. SF blev størst i begge kommuner. I Lejre Kommune med 21,6 procent af stemmerne, og i Frederikssund Kommune med 17,1 procent af stemmerne.