Af Tina Tving Stauning
Man siger som oftest, at enten er man til hund eller også til kat, men det passer nu ikke helt. Jeg holder meget af mine hunde, men det må I høre om en anden gang.
Første gang vi skulle have en kat var da jeg var barn. Vi var netop flyttet i hus, som så mange andre gjorde i 60erne og 70erne og nu var det tid for at få en lille lodden killing indenfor dørene. Sort med få hvide brysthår. Sød og dejlig blød, men diskussionen om, hvad katten den skulle hedde bølgede frem og tilbage og blev et af de store kompromisser, som verden heldigvis også kan byde på. Olsen blev navnet. Både opkaldt efter Ole Olsen, vores store speedwayhelt og brødrene Olsen, som netop var dukket op på den danske scene. Brødrene holdt dog længere end katten. Et uheldigt møde med en bil på de ellers stille villaveje gjorde lykken kort. Allerede den gang erfarede jeg, at det var noget sludder at katte har ni liv. Olsens død blev dog begyndelsen på et liv med hunde, men den fortælling får I jo en anden gang.
Heldigvis flyttede mine forældre, min bror og jeg langt ud af en markvej, og her kunne kattene leve et langt mere frit liv. Som ung synes jeg dog, at det blev en kende for frit, og efter et år, hvor cyklen først skulle bringe en til Skuldelev for at fange en bus 318 til Frederikssund med omstigning til bumletoget fra den gamle station i Frederikssund for så at stå på S-toget i Ballerup til Hovedbanegården og skifte til bus 12 til Amager for at læse videre, så måtte jeg også til storbyen og bo.
Den første bolig var en viceværtlejlighed med 2 gange fyrkælder, 13 opgange og masser af sne, duer og baggårdskatte. Senere da jeg selv fik en 2-værelses på Nørrebro, i øvrigt på 4. sal og med deletoilet på bagtrappen, så var det tid til at få egen kat igen. Bastian. En stor, meget lodden krydsning mellem en perser og noget mere ubestemmeligt. Smuk med sine helt lyseblå øjne. Tilpas sær og kælen. Hvor var jeg glad for den kat. Han skulle nok forstå at sortere i mine venner og bekendtskaber. I dem, der efter hans mening var velkomne og dem, som ikke var. Majestætisk og altid dejlig at komme hjem til. Nu var det sådan den gang på Nørrebro, at de billige lejligheder også var relativt nemme at begå indbrud i. Man brækkede simpelthen døren op. Satte sikkerhedskæden på. Blokerede fordøren. Ryddede lejlighederne for værdi og sprang ned ad bagtrappen. Og selvfølgelig skete det også for mig. Kunne ikke komme ind ad fordøren og ja ganske rigtigt stod bagdøren åben, og der var godt gennemrodet. 200kr. var udbyttet. Penge som i øvrigt lå frit fremme. Men hvad der var det værste var, at Bastian ikke var at finde nogen steder. Jeg ledte, kaldte, løb op og ned i gården. Pist væk var han. Jeg var dybt ulykkelig, og mine forældre kom helt fra Hornsherred for at hjælpe og trøste. Fortvivlet og frustreret. Indtil at stemmerne var faldet til ro og kaffen hældt op i kopperne. Der så min far pludselig et lille smalt lyseblåt øje og et par knurhår. Katten Bastian havde gemt sig. Trykket sig helt ind i hjørnet under den gamle skænk af farmors og mente nu, at verden var blevet lidt mere sikker. Sikken gensynsglæde.
Senere flyttede jeg selv i hus og katten Rosa kom til samtidig med hunden Thorvald. Og efter Rosa hentede jeg den smukkeste hvide langhårede killing på Bybjerggård. Hvad skulle den nu hedde? ”Hvorfor ikke bare kalde den Arne” foreslog en af mine sønner og derved blev det. Børnenes farfar hed Arne, men han nåede heldigvis ikke at opleve at katten blev opkaldt efter ham. Arne var en af de sjoveste katte, som jeg har haft. Fuld af fis og ballade. Kælen, vaks, men kom så ulykkeligt af dage, da en bil må have ramt ham. Hverken dyrehospital eller tårer kunne redde ham. Han led forfærdeligt, indtil både han og jeg måtte give op. Nej katte har bestemt ikke 9 liv, når bilerne kommer på tværs.
Nu bor Mille hjemme hos mig. En tro kopi af Arne, men samtidig helt sin egen. Hun foretrækker at være inde. Går kun lige ud og lufter sig for at finde ind i varmen igen, så mon ikke hun bliver hos mig i mange år. Det håber jeg.
Glemte lige at fortælle, at katten Arne ikke altid kom, når jeg kaldte, men det gjorde til gengæld en ældre herre lidt længere nede af vejen. Vi fik rettet misforståelsen. Og år efter, at katten Arne var blevet afløst af Mille, kom kæresten Arne ind i mit liv. Mine børn blev noget forvirret, da jeg fortalte om Arne. De troede, at katten gik igen, men vi fik has på forvirringen om, at jeg var blevet mere end glad for Arne. ”Det var kattens”, som den anden søn sagde.
