På krak.dk ligger der et sæt landsdækkende luftfotos fra 1954, lagt op så smart, at man på én gang kan se dengang og nu. Og umiddelbart tror jeg, at billedet fra Skibby er endnu et par år ældre. For ”den nye del” af Skibby Skole på Nyvej er ikke bygget færdig, da billedet er taget. Man ser tagspær ligge på nabogrunden, og gymnastiksalen er der slet ikke – så når der i min skoletid stod ”1953” på bygningen, må billedet være fra før 1954.
Men under alle omstændigheder giver disse luftfotos et godt indtryk af, hvordan Skibby har udviklet sig i løbet af de sidste mere end 70 år. Jeg bor selv i et hus fra 1959, så billedet viser en bar mark på det, der blev min grund mange år senere. Ja, selvfølgelig er der bar mark hele vejen rundt om den meget lille Skibby anno 1962, jeg kom til verden i. Og jeg husker noget af ”stemningen” fra årene, hvor byen voksede til.
Det begyndte for alvor med Damgårds-udstykningen, Damgårdsvej, Nordmandsvej, Tværvej og Buen. Den blev bygget på jorden til den oprindelige Damgården, der lå på adressen Hovedgaden 7 og var nabo til min farmor og farfar. Gården er revet ned, lige som mine farforældres hus senere blev det.
Min mor, Anni Skov, fortæller, at Skibby Kommune tilbød kommunens borgere at købe grunde – én per person – og at mine forældre, der havde selvstændig virksomhed, købte hver en grund. Så nogle af mine tidlige minder fra omkring 1965 er fra rejsegildet i et af de første, nye huse på Nordmandsvej, nemlig det min far byggede på den ene af disse to grunde. Den anden grund solgte de senere videre – forhåbentlig med fortjeneste.
I de år snakkede gamle skibby’ere om, hvor ”frygteligt bart” det måtte være at bo i sådan et nyt parcelhuskvarter. Men det var kortsynet, for ret mange år skulle der ikke gå, før haver og hække var groet til.
Blomsterkvarteret blev udbygget nogle få år senere, og det fulgte jeg på nærmeste hold, da det skete på præstejorden bag mit barndomshjem. Hidtil havde vi kunnet lege på marken, der lå uopdyrket, og vi kunne – men måtte ikke – gå ud til ”mergelgraven”, der var en uofficiel losseplads. Det var først mange år senere, jeg fandt ud af, at ”mergel” er en type ler og ikke betyder ”losseplads”.
Min mormor boede i 1980’erne på Syrenvej, og min far mente, at hendes hus lå lige over på ”ting og sager” fra hans virksomhed, der i 1960’erne var endt i mergelgraven. Om huset nu lige præcis var på den plet, behøver ikke være 100 % korrekt. Min far lod ikke virkeligheden stå i vejen for at gøre en god historie mere underholdende. Men historien ”bygger på virkelige hændelser”, som det hedder i dag.
For enden af Irisvej krydser gangstien stadig ind over den skålformede asfaltplads, hvor der i 1970’erne var legeplads, og som blev omskabt til en kommunal skøjtebane i vintre med frost. Det var sikrere end at skøjte på gadekæret, da der jo kun kunne blive 20-30 cm dybt! Og som næsten-nabo havde vi (vist) fået lov til at kravle over bagboens hegn for at komme til den nye skøjtebane. Men i hukommelsen fylder de få gange noget mere, hvor der blev løbet på skøjter på fjorden – mellem folk, der stangede ål, men det er en helt anden historie.
Samtidig kom Fogedgårds-udstykningen til med blandt andre Fogedgårdsvej og Vibevej, og også Marbækparken blev bygget i disse år. Og med alle husene i Hjortehaven nåede Skibby efterhånden næsten helt til Selsø Møllekrog, hvilket jeg i 3.-4. klasse fandt nærmest astronomisk langt uden for byen. Nu bruger jeg glad og gerne stiforbindelsen bagom udstykningen og synes, det er en smuttur at tage til Selsø Møllekrog på cykel eller gåben.
Dengang handlede det kun om ejerboliger. Det var først med nogle af de næste kvarterer, der også kom lejeboliger til, for eksempel kvarteret ved Jernhøj, som nogle i disse år kaldte ”Enkernes Paradis”. Vist nok fordi der kom til at bo en del single-kvinder – enker var de næppe, og om det var et paradis, ved jeg heller ikke!
Når hele det gamle Skibby på denne måde blev omkranset af nye parcelhuse fra 1965 og frem, kom der også mange nye tilflyttere til, der for en dels vedkommende med tiden selv er blevet ”lidt som gamle skibby’ere”. Det medførte også meget mere trafik i byen, og behovet for omkørselsvejen fra 1970 var tydeligt. Havde den ikke sat så skarp en grænse i landskabet, var der nok kommet endnu et lag parcelhuse vest for det gamle Skibby, for på øst-siden bliver der jo stadig bygget, så byen gror videre.
