SKIBBY: Paris glæder sig til at fejre 100-året for de sidste olympiske lege i byernes by.
Paris havde satset alt på, at få værtsskabet i 2024, da de to foregående lege var i Rio de Janeiro i 2016 og Tokyo i 2021 (flyttet fra 2020 grundet Corona-epidemien). Nu måtte det være Europas tur igen, og det blev officielt i 2017, da arrangørende altid får besked syv år før legene.
Danmark sendte et hold på 102 deltagere afsted, heraf et gymnastikhold på 25 mand, som dog kun deltog i opvisning.
Ved en olympisk åbningsceremoni er alle deltagere i højt humør. Da fanebæreren, fægteren Peter Ryefelt førte det store danske OL-hold ind på Colombes Stadion, var smilene dog ekstra store.
Det skyldtes, at fægteren og lægefruen Ellen Osiier, allerede HAVDE vundet guld i fleuret, da en del øvelser blev afviklet før den officielle åbning grundet de mange deltagere.
Da fægtning for kvinder først kom på programmet i 1924, var det ret sensationelt, at fru Osiier skulle blive den første vinder. Hun var igennem indledende runde, semifinale og finale, og det blev til sejre i samtlige 16 kampe!
Ellen Osiier var gift med lægen Ivan Osiier, der deltog i 7 OL fra 1908-48, og fik sølv i kårde i 1912 i Stockholm. Kun sejlsportslegenden Paul Elvstrøm har deltaget flere gange, nemlig otte (1948-88). Fru Osiier havde ikke været dansk mester, eller vundet andre titler da hun stillede op i Paris. Det flød med international opmærksomhed om ”Den danske frue der fægtede som den af guderne benådede”. Man kan sige, at Ellen Osiier sluttede på toppen, da hun ikke deltog fire år senere i Amsterdam .
Danmark fik endnu en guldmedalje, da bokseren Hans Nielsen fra ”Jyden” i Ålborg , der stillede op i letvægt, kunne hænge guldet om halsen. Han blev betegnet som legenes bedste tekniker.
Lad os slutte med at Hornsherred har haft to deltagere med ved OL, og begge boede i Neder Dråby ved Jægerspris. Det var Nolly Petersen (1919-1997), der i 1948 i London deltog i sejlsport i klassen Swallow, sammen med Johan Rathje. Parret repræsenterede Frederikssund Sejlklub, og sluttede på 5. pladsen med båden ”No Name”.
Skytten Vagn Andersen (1937-2012) deltog i 1972 i München. Bedste resultat var en 24. plads i Fririffel, 300 meter, helmatch. Det skal dog med, at Vagn Andersen i 1969 blev europamester i Pilzen i Tjekkoslovakiet, i 300 meter fririffel stående.
Bjarne Svegaard
Frem til åbningen af den 33. udgave af OL, der starter i Paris 26. juli, fortæller Bjarne Svegaard om sære hændelser i legenes historie
Bjarne Svegaard er
Medforfatter til værket ‘De Olympiske’ om OL gennem 100 år
Han er desuden
Vinder af Kvit eller Dobbelt på DR i 1984, hvor han løb med præmien på 48.000 kroner for sin viden om danske OL-deltagere gennem tiderne