Det blev lidt billigere

Det blev lidt billigere
Foto: Steen Westh

FREDERIKSSUND KOMMUNE: Anlægsregnskabet for tilslutningen til Fjordforbindelsen viser, at projektet slutter med et mindreforbrug på 2,33 millioner kroner samt en mindreindtægt på 710.000 kroner.

Anlægsprojektet vedrører etablering af vejanlæg mv. i forbindelse med tilslutning til Fjordforbindelsen.

Byrådet har i perioden fra2016 til 2019 besluttet at afgive fem anlægsbevillinger til projektet, fordelt med bruttoanlægsudgifter på i alt 28 millioner kroner samt bruttoanlægsindtægter på tre millioner kroner.

Billigere tilbud

På udgiftssiden er der anvendt 25,62 millioner kroner, hvorfor projektet er afsluttet med et mindreforbrug svarende til ni procent i forhold til anlægsbevillingen.

Anlægsmidlerne er anvendt til vejanlæg til Vinge (S-anlæg), forlægning af Onsvedvej, udvidelse af Marbækvej indeholdt trafiksikkerhedsforanstaltninger.

Af mindre anlæg som tillige er anlagt, er tunnel ved Torøgelgårdsvej, beplantning på sideanlæg, samt etablering af buslæskærme mv.

Mindreforbruget på 2,33 millioner kroner skyldes, at tilbuddene på anlægsprojekterne ved henholdsvis Marbækvej og Onsvedvej var lavere end anslået.

Ekspropriation

Byrådets frigav i 2016 en bruttoanlægsindtægt på tre millioner kroner, som dækker over tilskud fra Vejdirektoratet.

Tilskuddet blev givet til forlægning af Onsvejvejen, mod at Vejdirektoratet kunne anvende vejen til arbejdsvej til byggepladsen på Fjordforbindelsen.

Årsagen til mindreforbruget skyldes, at det efterfølgende blev aftalt, at en del af tilskuddet – svarende til 710.000 kroner – skulle anvendes til ekspropriationsudgifter i forbindelse med forlægning af Onsvedvejen.

Andre artikler fra denne uge