Af Chr. Fjeldsted Andersen
Kommunalbestyrelsesmedlem (V) i Lejre Kommune
Ny Kommuneplan for 2022 til 2034 er netop påbegyndt og skal færdiggøres inden årets udgang. Kommuneplanen indeholder blandt andet en ”rækkefølgeplan” for nye boligområder, inddelt i fireårige perioder.
Når Udvalget for Teknik & Miljø har behandlet startprocessen for etablering af et seniorbofællesskab med omkring 20 boliger på Strandagergård i Lyndby, og Venstre har stemt imod, kan det formentligt være uforståeligt for mange, og det forstår vi godt, når man ikke kender til processen bag.
Venstre er på ingen måde imod, at der etableres et nyt seniorbofællesskab i Lyndby, tværtimod. Vi synes, det er rigtig godt, at der er et ønske om at etablere de nye seniorboliger, sådan at lokale Lyndby-beboere, der efter, at ”børnene er fløjet fra reden”, ønsker at flytte fra deres store parcelhus, kan få en mere passende størrelse bolig og i et fællesskab med andre ligesindede. Det foreslåede projekt har flere gode tanker, som vi godt kan se en idé i.
Hvorfor stemmer Venstre så imod? Jo, processen omkring etablering af seniorbofællesskabet er underlagt et krav om udarbejdelse af et kommuneplantillæg, da området ikke allerede er udlagt til boligområde i kommuneplanen.
Der er således ikke planlagt etablering af boliger på Strandagergård, og vi mener ikke, at det er rigtigt at planlægge ved udarbejdelse af kommuneplantillæg, da det vil betyde, at vi skal flytte rundt på rækkefølgen af udbygning, så andre, der tidligere har fået mulighed for udbygning, fratages deres mulighed.
Vi har kø af grundejere, der venter på udarbejdelse af lokalplaner, og processen skal være fair. Derfor mener vi ikke, at det er fair, at nogen som får en god idé kan komme foran i køen på bekostning af andre, der allerede står i kø til lokalplan.
Vi ved, at vi igennem de seneste år har stemt for udlægning af nye boligområder med kommuneplantillæg, og det fortryder vi i visse tilfælde, at vi har gjort. Det skal kun i helt særlige tilfælde være muligt at få udlagt nye områder til boligformål.
Det mener vi ikke, er tilfældet med Strandagergård i Lyndby og slet ikke, når vi allerede er i gang med at udarbejde en ny kommuneplan.
Vi er i stedet stemt for, at området kommer med i Kommuneplan 2021 og vil kunne realiseres i første del, det vil sige 2022-25.