LEJRE KOMMUNE: Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Det konservative Folkeparti, SF, Dansk Folkeparti og Enhedslisten er blevet enige om at tilføre daginstitutionerne i Lejre Kommune flere resurser, således at der allerede fra 1. marts kan indføres minimumsnormering.
Der tilføres samlet cirka seks millioner kroner til området. Svarende til 7,2 millioner kroner på årsbasis.
De øgede resurser tilføres uden at forældrebetalingen hæves i 2021.
Den situation, der er med Covid 19 og de ekstra krav, det stilles i hverdagen, sætter daginstitutionerne under et ekstra pres. Den øgede normering er en konkret mulighed for at gøre noget ekstra i den særlige situation. Det handler om børnene og deres hverdag og gode rammer for dagligdagen ude i alle institutionerne hvor alle børn skal føle sig set og hørt, lyder det fra de seks partiers gruppeformænd.
Partierne var i budgetaftalen enige om at indføre minimumsnormeringer fra 1. januar 2022. Med beslutningen sker der en fremrykning.
Den øgede økonomiske tilførsel på cirka seks millioner kroner finansieres fra øget pulje til daginstitutioner på 3,8 millioner kroner og en tillægsbevilling på 2,2 millioner kroner.
En bevillingssag med administrativt beregnede udgifter forelægges snarest for kommunalbestyrelsen.