Den tekniske anlægspulje 2024

Den tekniske anlægspulje 2024

I Budget 2024 er afsat 3,533 millioner kroner til den tekniske anlægspulje.

Af journalist Conny Probst

FREDERIKSSUND KOMMUNE: På det seneste møde i Plan og Teknik vedtog man at etablere og finansiere nedenstående projekter:

• Forbedring af bløde trafikanters forhold i krydset Byvej/Højvang ved Græse Bakkeby – 500.000 kroner.

• Trafiksikring af minirundkørslerne på Hovedgaden i Jægerspris – 755.000 kroner. (tilskud fra staten på 502.000 kroner.)

• Etablering af bump ved byzonegrænsen til Kulhuse – 50.000 kroner.

• Hastighedsdæmpende foranstaltninger i Venslev – 250.000 kroner.

• Tilpasning af eksisterende bump i Hørup til 40 km/t – 200.000 kroner.

• Hastighedsdæmpende foranstaltninger i Vejleby – 200.000 kroner.

• Tilgængelighed for synshandicappede – 300.000 kroner.

• Forbedring og opgradering af stoppesteder – 200.000 kroner.

• Etablering af signalregulering samt busprioritering i krydset Bakkegade/Jernbanegade – 750.000 kroner.

• Belysning på øvrige skolestier – 500.000 kr.

De anbefalede projekter er først og fremmest prioriteret ud fra en forbedring af trafiksikkerheden på skolevejene samt at trafiksikre uheldsbelastede kryds eller strækninger.

Dernæst er indkomne borgerhenvendelser om farlige og utrygge kryds/strækninger blevet vurderet ved blandt andet besigtigelser på stedet, trafiktællinger og politiets ATK målinger.

Minirundkørslerne

I de fem rundkørsler på Hovedgaden i Jægerspris er der registreret 12 uheld i de seneste 10 år og Vej og Trafik får tit henvendelser fra især cyklister om nærved uheld.

Udformningen af rundkørslerne gør, at bilisterne kan køre med næsten uændret hastighed igennem rundkørslerne, hvilket også ses på uheldsbilledet.

Hastigheden i langt størstedelen af uheldene har været den primære faktor.

Flere bump

Hastigheden på Kulhusvej indenfor byzonen er høj, og administrationen har igennem en længere årrække modtaget henvendelse omkring den høje hastighed.

I 2021 etablerede kommunen 40 km/t zoner i Venslev, Hørup og Vejleby – uden hastighedsdæmpende foranstaltninger.

Nordsjællands politi krævede ved samtykkelsen, at kommunen foretog før- og efter målinger af hastighedsnedsættelsen.

Målinger viser, at gennemsnitshastigheden ligger over den skiltede hastighedsbegrænsning. Administrationen har derfor anbefalet, at der etableres hastighedsdæmpende foranstaltninger i de tre landsbyer i form af bump eller indsnævringer, så det opfylder politiets krav.

Andre artikler fra denne uge