Niels Frederiksen, der kom til verden i Lille Karleby i 1874, spillede en stor rolle i landbruget.
HORNSHERRED: – Jeg synes, det er vigtigt at gøre opmærksom på de synlige historiske minder, der befinder sig rundt omkring os, siger Asger Thomsen, da lokalavisen ringer til ham og takker for nogle fotos, han har sendt.
– Mindestenen for Niels Frederiksen i Kornerup og hans grav i Kirke Hyllinge har lokal interesse, forklarer Asger Thomsen.
– Niels Frederiksen var – som man kan læse i bogen ”Manden, der hentede jorden” – den store husmandsfører, der stod bag de revolutionære Jordlove af 1919, der medførte de store udstykninger.
– De 26 hørte under Egholm, jeg bor i et af dem, siger Asger Thomsen.
Niels Frederiksen (1874-1951) kom til verden på ”Toftekærgaard” i Lille Karleby som søn af gårdejeren. Efter faderens død forpagtede Niels Frederiksen som 23-årig gården af sin mor. Senere blev han ejer af et husmandssted og meget aktiv foreningsmand og politiker.
Niels Frederiksen var medlem af De Samvirkende Sjællandske Husmandsforeningers bestyrelse fra 1908 og foreningens formand fra 1910 til 1929. I Landbokommissionen af 1911 var han med til at forberede indstillingen om lensafløsning mv., som dannede grundlag for Jordlovene af 1919.
Frederiksen var medlem af Folketinget for Det Radikale Venstre fra 1913 til 1934 og ordfører i landbrugsspørgsmål.
I 1919 blev han udnævnt til formand for Statens Jordlovsudvalg, som efterhånden tog sig af hele det statslige udstykningsvæsen. Her – og fra 1934 som leder af Saneringsudvalget for de sønderjyske landsdele – medvirkede Niels Frederiksen ved i alt 19.512 udstykninger.