Den røde løber blev rullet ud

Den røde løber blev rullet ud

Flere end 700 gæster var på Bymidten i Skibby.

Af journalist Tomas Skov

SKIBBY: Vejret fejlede ingenting, da Skibby Aktives Detailudvalg åbnede det årlige arrangement Rød Løber Fredag i sidste uge. Kl. 17.00 kom brandbilerne for fuld udrykning og så var festen skudt i gang. Alle sejl var sat til og et hav af frivillige sjæle fra bl.a. S.I.K fik arrangeret borde, stole og parasoller, som dækkede de to store p-pladser.

Masser af succes
Heine var inviteret og underholdt med alt fra Kim Larsen til Abba på sin guitar, men publikum kunne nyde alt fra ristede pølser til Danmarks måske bedste flæskestegsandwich samt fish & chips. I baren stod Menys personale for at skænke kolde fadøl ud til et veloplagt publlikum.

To gange line-dance show
Traditionen tro var der to forskellige line-dance grupper, som gav en opvisning med ægte cowboyhatte, støvler og musik. Da klokken nærmede sig 18-18.30 blev der kø foran de to foodtrucks, hvor man puklede for at kunne følge med. Flere havde smug-spist foran Imerco, hvor der blev stegt frikadelle-smagsprøver på de seneste udgaver af EVA Trio pander. Desserten blev klaret af Freck Bolig, som bød på lækker friskbrygget kaffe og pandekager.

Trylleri og idræt
Jens Tryl stod klar og tryllede fine ballondyr til børn og unge, som også kunne prøve kræfter med badminton, forhindringsbane eller fodbold. Det stod S.I.K for side om side med garn, honning og smagsprøver på gin fra Meny.

Biler og kunst
Hovedgaden var spærret af fra rundkørslen til indgangen ved Skibby Apotek. Her kunne man se et udvalg af lidt mere sjældne biler og ved Rundkørslen var der lagt en stemningsfyldt rød løber ud, hvor fire kunstnere fra Hornsherred bød på kreative værker i glas, keramik, genbrugs-upcycling og god stemning.

Festen sluttede kl. 21 og formanden for detailudvalget, Anika fra Imerco, udtrykte sin glæde over det store fremmøde og gav en særlig tak til alle de frivillige.

Andre artikler fra denne uge

Ord over fjord


FREDERIKSSUND: Lørdag 14. september er du hermed inviteret til den helt gratis festival ORD over FJORD 2024 med forfattere, kunst,

Læs mere »