SLANGERUP: Slangerupkoret er klar til nye toner med spanske og sydamerikanske rødder, når den nye sæson starter i salen på Højagergård i Slangerup.
Korets nye dirigent, Edgard Moya Godoy er nemlig fra Argentina og kom til Danmark sidste sommer for at studere komposition på musikkonservatoriet i København.
I Cordoba, Argentina, har han dirigeret både kor og mindre orkestre i over 10 år, samtidig med at han har undervist i musik og komponeret egne korværker.
Han vil gerne fortsætte med at dirigere kor her i Danmark, og med Edgards humør, entusiasme og store musikalske spændvidde kan koret se frem til et spændende kulturmøde.
Edgard Moya Godoy er på hjemmebane i musik fra gammelt til nyt af spanske og sydamerikanske komponister, men færdes også hjemmevant i europæisk kormusik.
Nu får han mulighed for at lære den danske sangtradition at kende, når der skal danske julesange på programmet, og når koret som altid starter en øveaften med en sang fra Højskolesangbogen.
Man kan gratis og helt uforpligtende møde op en onsdag aften og være med eller lytte med fra bageste række og finde ud af, om der er ny energi og livsglæde at hente i korsangens fællesskab.