Borgmester Tina Tving Stauning har trukket lod blandt 79 ansøgere og fandt de to 18-årige, som skal deltage i H.K.H Prins Christians 18-års fødselsdagsfest på Christiansborg Slot.
FREDERIKSSUND KOMMUNE: H.K.H. Prins Christian fejrer sin 18-års fødselsdag søndag den 15. oktober ved et gallataffel på Christiansborg Slot. I den anledning har Kongehuset inviteret to 18-årige fra hver kommune i Danmark med til festen.
I Frederikssund Kommune var det borgmester Tina Tving Stauning, der stod for lodtrækningen blandt de 79 ansøgere.
De to heldige unge er Oline Veng Precht og Victor Enemark Cruse.
Victor bor i Skibby og går på 2. HF på Egedal Gymnasium og HF.
– Jeg glæder mig, og tror det bliver rigtig hyggelig at deltage i festen og møde de kongelige, som man har hørt om, mens man voksede op, siger Victor.
Den del af fritiden, der ikke går med vennerne, bruger han som svømmetræner for et børnehold i Frederikssund Svømmeklub, og han har også selv tidligere deltaget i svømmekonkurrencer.
Oline bor i Frederikssund og går til daglig i 3. g på Hillerød Gymnasium.
– Jeg er nervøs, men det er superspændende og lidt sjovt, at jeg blev valgt. Mine venner er meget begejstrede på mine vegne, fortæller Oline.
Ud over sine studier på gymnasiet arbejder Oline i en Netto og bruger sin fritid på klaverspil, at male akvarel og at være sammen med sine venner.
Frederikssund Kommune har sendt de to navne videre til Kongehuset, som senere sender en officiel invitation direkte til de to unge.