LÆSERBREV
Af Anker Gold
Bakkedraget 12, 3630 Jægerspris
Jeg er glad for at bo i Jægerspris. Nærmere betegnet bor jeg på Bakkedraget, som går over i Askevej, en rute min hustru og jeg ofte følger for blandt andet at handle dagligvarer.
Af uransagelige grunde har man fra kommunens side fundet det passende at installere et antal trafikchikaner (bump) på Askevej.
Trafikchikanerne er af en sådan karakter, at man ikke kan køre mere end 20 km i timen, hvis man ellers har sin bil kær.
Jeg har derfor også set en del biler, som i stedet vælger at smutte omkring en chikane ved at bruge cykelstien/fortovet. Og hvis en lastbil skal passere, larmer det ganske meget.
Jeg ved ikke, hvis interesser man fra kommunens side vil tilgodese. For det er ikke områdets beboere.
Jeg har talt med ganske mange derom. Næsten alle forstår det ikke og ryster på hovedet.
Jeg vil foreslå kommunen, at man snarest muligt får fjernet trafikchikanerne.
Så kan en eventuel regulering af hastigheden på Askevej i stedet ske ved skiltning.
Jeg er stadig glad for at bo i Jægerspris. Men trafikchikanerne trækker nu lidt i den forkerte retning.