LÆSERBREV
Af Christian Plank
Gruppeformand, SF
Lejre Kommunalbestyrelse
På det seneste kommunalbestyrelsesmøde, mandag den 23. januar, behandlede vi sagen ”Fælleskommunalt udbud af pladser på opholdssteder og botilbud”. Den lange titel betyder kort sagt, at Lejre Kommune sammen med de andre kommuner i Region Sjælland, skulle sige ja eller nej til at sætte vores udsatte unges, i alderen 15-23 år, fremtidige bosted og dermed private bolig i udbud.
Vigtigst af alt at prisen for disse udbud vægter 40 procent af beslutningen. Hvilket endnu kortere sagt betyder, at prisen er næsten lige så vigtig som trivslen og den pædagogiske tilgang.
Det er en af kommunens største kerneopgaver at tage os godt af vores udsatte borgere, og i SF kan vi ikke være med til, at det er pengene der bestemmer, hvor den unge skal have sin nærmeste fremtid.
Vi skal give de unge den indsats der gives mest effekt, selvfølgelig indenfor lovgivning, økonomiske rammer og andre forhold.
Det er helt afgørende for fremtiden for de unge mennesker at de, fra starten får den rette indsats, så de trives og udvikles i takt med deres formåen.
Er den tilstrækkelige pædagogiske indsats ikke til stede, sker der det stik modsatte og de unge vil stå som taberne i det spil.
Blandt andet derfor må økonomien ikke blive et afgørende element i de unges fremtid. Det betyder at det fremover fortsat er den enkelte sagsbehandlers vurdering, der ligger til grundlag for beslutningen om hvor den unges fremtid ligger. Heldigvis fulgte en stor del af kommunalbestyrelsen, SF holdning, og det betyder at vi ikke i denne omgang kommer med i dette udbud. Kun Venstre, Dansk Folkeparti og Konservative stemte ja til at Lejre Kommune skulle gå med i udbuddet.