LÆSERBREV
Af Pelle Andersen-Harild
Ved Stranden 8, 3630 Jægerspris
Medlem af Frederikssund Byråd
for Enhedslisten
I løbet af de sidste fem år har vi oplevet tre såkaldte 20-års vandstandshændelser. Altså det, der burde ske en gang hvert tyvende år, sker nu hvert andet år. Sidst søndag aften.
Et højvandslukke i gennemstrømningen ved Kronprins Frederiks bro er løsningen. En gennemarbejdet konsulentrapport viser hvordan det kan gøres.
Den blev forelagt teknisk udvalg for et par år siden. Prisen var omkring 100 mio kroner.
Mange penge, men ikke hvis man tænker på den halve milliard, der alene blev udbetalt i erstatning efter Bodil- stormen for fire år siden.
Enhedslisten har i de sidste tre års ændringsforslag til budgettet foreslået 50 millioner afsat til et højvandslukke. Resten er Roskildes andel. Men vi har talt for døve øre.
Hvornår vågner byrådet op? Inden den næste storm med et højvande på 2.2 meter som under Bodil-stormen oversvømmer Frederikssund by?
Søndag aftens højvande var kun på 1.4 meter.