DEBAT: Godt arbejdsmiljø og fleksibel arbejdstid

DEBAT: Godt arbejdsmiljø og fleksibel arbejdstid

LÆSERBREV
Af Susanne Bettina Jørgensen
Byrådsmedlem (A),
Næstformand i Velfærdsudvalget
Næstformand i Uddannelsesudvalget

 

I Byrådet har vi drøftet mulighederne for fleksible arbejdstider på de kommunale arbejdspladser. Det er allerede almindelig praksis, at der på de store områder som ældreområdet, dagtilbudsområdet og skoleområdet, er mange, der er ansat på deltid.
Det er derfor tvivlsomt, om denne fleksibilitet kan øges yderligere. FOA; Social- og Sundhedssektoren har efterfølgende i læserbrev gjort opmærksom på, at selvbetalt nedsat arbejdstid på grund af sygdom som følge af dårligt arbejdsmiljø ikke må finde sted. Og det har FOA ganske ret i. Ideen med nedsat eller fleksibel arbejdstid er, at tilgodese, at mennesker er forskellige, og at vi har forskellige behov og forskellig formåen på forskellige tidspunkter i livet.
Mulighederne for at kunne arbejde i et timeantal, der passer til ens privatliv, er for mig at se med til at øge tilfredsheden og arbejdsglæden og bidrager dermed til et godt arbejdsmiljø og til et omdømme som en attraktiv arbejdsplads.
Socialdemokraterne opfatter på ingen måde fleksibel arbejdstid som noget, der fratager lederne ansvaret for i samarbejde med medarbejderne at sikre et godt arbejdsmiljø. Og fleksibel arbejdstid skal selvfølgelig ikke forveksles med aftaler om gradvis tilbagevenden til arbejdet efter længerevarende sygdom – det er to forskellige ting.
Med til et godt arbejdsmiljø hører, at man, leder og medarbejder imellem, drøfter, om det timetal, medarbejderen er ansat på, er det rigtige i forhold til medarbejderens trivsel og helbred. Fleksibel arbejdstid kan også være et ønske om at gå op i arbejdstid.
En krølle på hele debatten om fleksibel arbejdstid er, at vi politisk skal sikre, at der er den nødvendige normering på de kommunale arbejdspladser. En normering, der tilgodeser, at de ældre får den bedste pleje og omsorg, at børnene trives og får tilstrækkelig voksenkontakt, og at eleverne i folkeskolen lærer det, de skal samtidig med de trives og udfordres.
En ordentlig og rigtig normering er med til at give et godt arbejdsmiljø, sikre arbejdspladser og styrke kvaliteten af det arbejde, der udføres.
Medarbejderne skal hele tiden dygtiggøre sig, og det er der kun plads til, hvis det er muligt, at ”gå fra” uden det påvirker kollegaers arbejdsbyrde og ikke mindst dem, vi er her for, når vi går på arbejde på kommunens arbejdspladser, nemlig borgerne.

Andre artikler fra denne uge