DEBAT: Er Rute 53 farlig?

DEBAT: Er Rute 53 farlig?

LÆSERBREV
Af Jørgen Bech
Byrådsmedlem (V)

 

Der er to år til broen står færdig, og måske motorvejen senere. Prognoser viser langt mere trafik på rute 53. Især mellem Frederikssund og Skibby. Trafikmængden øges med helt op til 10.000 biler og tung trafik i døgnet.
Det vil ske langs en rute med masser af indkørsler til ejendomme og gårde samt krydsninger for cyklister og fodgængere.
Generelt overskærer ruten vores kommune i to. Især for ”bløde” trafikanter er det allerede i dag farligt at krydse. Det synes jeg, vi kan gøre bedre. Hvilke muligheder har vi?
Det har jeg for nogle dage siden bedt kommunen om at undersøge. Det er nemlig Vejdirektoratets vejanlæg og her ”tager ting tid”.
I Frederikssund by holder man i dag i lange køer for at komme ud fra erhvervsområderne. Og man vil bare gerne hjem.
Mellem Skibby og Lyngerup kan ekstra trafik gøre det nærmest umuligt at krydse. Nord for byen spærrer trafikken for hinanden ved ind- og udkørsel. For mig er det skræmmende at skolebørn er nødt til at krydse Rute 53.
Det ny byråd bør handle, når prognosen for trafikforøgelsen ligger klar. Det er bestemt ikke for tidligt.

Andre artikler fra denne uge