Danske Care, som har ligget på Hovedgaden i Skibby i 16 år, flytter til København. Borgere og hjælpere vil ikke mærke den store forskel.
SKIBBY: OK-Fonden overtager pr. 1 januar Danske Care og tilbyder fremover formidling af hjælpere til respiratorpatienter og Borgerstyret Personlig Assistance, BPA.
OK-Fonden opfører i de kommende år ”Boliger for Livet”, som er seniorbofællesskaber og seniorboliger, der er indrettet, så man kan blive boende livet ud, også hvis man får behov for hjælp og pleje.
Med overtagelsen af Danske Care vil OK-Fonden kunne tilbyde pleje til beboerne i disse boliger.
Også OK-Fondens plejehjem vil med Danske Care få mulighed for at løse specialiserede sygeplejeopgaver omkring beboere med særlige, individuelle plejebehov.
Driften af Danske Care fortsætter uændret. Der vil dog opstå nye muligheder for de mere end 140 medarbejdere og mere end 1.200 timelønsansatte medarbejdere.
Med sin størrelse kan OK-Fonden tilbyde de nye kollegaer i Danske Care en større vifte af og job- og karrieremuligheder.
Danske Cares hovedkontor flytter ind i OK Fondens domicil på Østerbro i København senest 31. januar. Direktør Henrik Lund fortsætter som direktør og medejer i Danske Care.
Den formelle overtagelse sker 1. januar 2021, men allerede pr. 1. november påbegyndte man en glidende overgang.