Vi er taget til Groove dance, hvor det er kroppens leg, der styrer, og hvor det er ok at danse modsat retningen.
Af Maria Brandt
JÆGERSPRIS: Arme snor sig som slanger rundt i danselokalet. Kun styret af rytmen fra musik. Vi er til en Groove dance time hos Gitte Ziebell fra Jægerspris, der er behandler og underviser i Ziebell Wellness.
Gitte Ziebell arbejder med sundhed, energi og trivsel ud fra flere vinkler for både voksne og børn. Senest er hun uddannet som Groove dance underviser, som er en danseform for alle aldre, hvor man får lov til i et trygt fællesskab at udtrykke sig og styrke sig selv og sin krop på sin helt egen måde. Det var amerikaneren Misty Tripoli, der for cirka 10 år siden opfandt Groove dance.
– Det er ikke en følg danselæreren bevægelse, og du kan ikke gøre noget forkert. Det er vigtigt, at man bærer trygheden i sig selv, siger Gitte Ziebell og tilføjer, at Groove dance er meget mere end dans, og at man kommer hele kroppen igennem og udløser endorfiner, for man danser sig til det hele.
Gitte Ziebell giver nogle få ord og instruktioner, og så er det op til de dansende at sætte kroppens bevægelser i gang.
– I kan kun gøre det rigtigt, hvis I gør det, som I vil, og hvis man gør det anderledes end nogle af de andre, så er det kun en score, siger hun og pointerer, at det er kroppen og ikke ord og tanker, der skal vise en, hvad man skal gøre. Det er kroppens leg, og den, der skal vise en noget smukt.
Gitte Ziebells dans og behandling er baseret på hendes livstanker og hendes baggrund som barn.
– Som barn gik jeg altid rundt med en følelse af at være forkert, genert, klodset og bange for at dumme mig, blive gjort til grin, og frosset ude, siger Gitte Ziebell, der som voksen har prøvet at finde frem til alt det, der kan styrke trygheden i en selv, og det er netop det, hun prøver at give videre til andre.
– Med Groove får jeg et safe space til at være mig og udtrykke mit autentiske selv, uden at frygte, at jeg gør noget forkert eller skal præstere eller konkurrere med nogen, vurderer hun.
– Jeg mærker mig selv og min krop i kontakt med musikken, som bare vil lege med sit udtryk. Det bedste af det hele er mit fravær af tænkning. Jeg har en skøn fest med min krop og er nul optaget af, hvad andre måtte tænke om mig, når jeg udtrykker mig i min dans og bevægelse. Gennem Groove timen har vi blandt andet både danset aber, tigere og flirtende kvinder i 1001 Nats Eventyr.
En af de dansende på holdet er Margit Kleven, og timen løsnede hende op, for hun er ikke vant til at bevæge sig.
– Jeg har altid været dårlig rytmisk, men her er det tilladt at danse mod retningen, siger hun.
Foto: Maria Brandt