JÆGERSPRIS: Grevinde Dannerløbet, der afvikles søndag den 26. marts fra Rejsestalden i Jægerspris, har netop fået melding om økonomisk støtte fra DIF og DGI’s foreningspulje, som har doneret 6.000 kroner til dækning af udgifter til børneløbet.
Efter Coronapandemien har det generelt knebet med at fastholde de ellers imponerende deltagertal for løbet, og især børneløbet synes at lide under den lange løbspause.
Derfor har Hjerteforeningens Motionsklub ansøgt om og fået bevilget de 6.000 kroner, som primært skal anvendes til køb af materiel til løbsafviklingen og medaljer til alle gennemførende børn under 15 år.
Udover at give børnene en oplevelse på løbsdagen er det foreningens formål at skabe fornyet interesse om løb som en spændende og sund idræt.
– Også derfor er den flotte bevilling fra DIF og DGI’s foreningspulje meget vigtig for Dannerløbet og Hjerteforeningens Motionsklub Jægerspris. Pt. er der cirka 100 børn under 15 år tilmeldt, fortæller formand Ole Munch.
DIF´s og DGI’s pulje er på 44 millioner kroner og kan søges af alle idrætsforeninger.