HORNSHERRED: Ensomhed er et stort folkesundhedsproblem i Danmark, som rammer på tværs af alder, køn og social baggrund.
350.000 voksne danskere føler sig svært ensomme.
To af de mest udsatte grupper er unge og de ældste ældre.
Mange mennesker har svært ved at tale om deres ensomhedsfølelse, fordi det både er stigmatiserende og tabubelagt at føle sig ensom. Det gør det vanskeligt at søge hjælp og få støtte – og bryde ud af ensomheden.
I Ældre Sagen kæmper man dagligt for at bryde tabuet og komme ensomheden til livs. Det gør man – sammen med Folkebevægelsen mod ensomhed – ved at generere og udbrede ny viden på området og ved at være i løbende dialog med politikere og andre beslutningstagere.
Spis sammen
I Ældre Sagens lokalafdeling i Jægerspris holder man ”Spis Sammen” på Gerlev kro fredag den 28. april klokken 12.
I Skibby inviterer Ældre Sagens lokalafdeling til god mad og underholdning af Skipperlaks. Det foregår fredag den 28. april klokken 17.30 i Gymnastiksalen på Nyvej 7 B.
Det er de to professionelle og festlige musikere Michael Staun og Phil Nice, der udgør Skipperlaks, der med musikalsk overskud, charme og glimt i øjet underholder med et bredt repertoire af glade, fællessangsvenlige sømandssange samt de kendte sange med Otto Brandenburg, Ove Bager, Kim Larsen, De Gyldne Løver m.fl.
Alle er velkomne. Medlemskab af Ældre Sagen er ikke påkrævet.