SKIBBY: Skibby Kino har premiere på filmen ”Nattevagten – Dæmoner går i arv” den 14. december.
Det er en opfølgning på Ole Bornedals snart 30 år gamle, danske gyser-succés ”Nattevagten”.
Den unge medicinstuderende Emma beslutter sig for at finde ud af, hvad der skete dengang i kælderen under Retsmedicinsk Institut, hvor hendes forældre Martin og Kalinka nær blev dræbt af den psykopatiske seriemorder kommissær Wörmer.
Emma tager et studiejob som nattevagt samme sted og får iværksat et uautoriseret møde med Wörmer i hans isolationscelle på psykiatrisk afdeling på Skt. Hans Hospital.
Mødet vækker kommissæren fra en mangeårig komatilstand og sætter gang i et blodigt hævntogt mod alle dem, der i sin tid beseglede hans skæbne.
Nu er det op til Emma at finde sammenhængen og stoppe vanviddet…
Skibby Kino viser ”Nattevagten – Dæmoner går i arv” den 14. til 22. december klokken 19.30.
Herudover kan man se filmen den 14. og 21. december klokken 13.30.
De to forestillinger den 21. december er med danske undertekster.
Filmen er tilladt for børn over 15 år.