FREDERIKSSUND KOMMUNE: Sundhedsmyndighederne har sat gang i endnu en vaccineindsats mod covid-19, så vi trygt kan gå vinteren i møde. I første omgang vaccineres ældre borgere.
Alle kommunens ældre på omsorgscentre og på Rehabiliteringsafdelingen samt ældre over 85 år på botilbud med særligt sårbare borgere er allerede blevet tilbudt vaccinen mod covid-19.
Alle borgere over 85 år i eget hjem har kunnet blive vaccineret siden den 15. september, og skal blot bestille tid eller møde op på et af regionens vaccinationscentre.
Fra den 1. oktober kan alle over 50 år samt de øvrige målgrupper blive vaccineret.
På Sundhedsstyrelsens hjemmeside kan man finde en liste over målgrupperne for covid-19 vaccination.
Hvor kan man blive vaccineret?
Region Hovedstaden har i øjeblikket ikke oprettet et vaccinationscenter i Frederikssund Kommune, men der er nogle læger samt apoteker, der tilbyder vaccination.
Der er et vaccinationscenter i Hillerød og i Skovlunde, og på Sundhedsstyrelsens hjemmeside er der en oversigt over, hvor man kan blive vaccineret.
Hjælp til
tidsbestilling
Har man brug for hjælp til at bestille tid, se, ændre eller afbestille sin tid, kan man kontakte Region Hovedstaden på telefon 38 66 00 00.
Bookingtelefonen har åbent alle dage fra klokken 8 til 16.
Hjælp fra ledsager
Har man brug for en ledsager, kan Røde Kors hjælpe. Det kan man læse mere om på deres hjemmeside.
Covid-19, influenza og pneumokokker
Sundhedsstyrelsen har i år besluttet at lave en samlet vaccinationsindsats mod både covid-19, influenza og pneumokokker.
Der er forskellige målgrupper for vaccinerne og det anbefales derfor, at man orienterer sig på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.
Frederikssund Kommune