KULHUSE: Cirkus Baldoni , der kan byde velkommen til sæson nummer 17, gæster Kulhuse, Holbæk og Udby.
Fredag den 12. juli rejses teltet ved DCU Camping, Kulhusevej 199.
Cirkus Baldoni har valgt at kalde årets forestilling for Højt at flyve. Luftkaptajn Baldoni tager publikum med på en flyvende rundrejse til fjerne destinationer og nære egne; fra Danmark medvirker en illusionist og fra Japan en linedanserinde. Jongløren er fra Tjekkiet, og fra Texas kan man opleve et nervepirrende lasso og knivkaster nummer. Fra Etiopien har Cirkus Baldoni hentet to unge mænd med stor charme, lækkert hår og masserer af selvtillid. En tur til den grønne Ø Irland bliver det også til i form af en riverdansende fodjonglør.
Årets klovnerier står steward Paczo for. Og luftkaptajn Baldoni vil naturligvis ikke kunne gennemføre sådan en rejse uden sin tro følgesvend og copilot: Løven Leonardo.