FREDERIKSSUND: I forbindelse med Verdensmålsugen er der åbent hus med byttemarked m.m. lørdag den 29. april i Kulturhuset Elværke i Frederikssund.
Der vil være et væld af boder, foredrag og Løvens hule. Og man vil kunne købe kaffe, te, vand og kage i caféen hele eftermiddagen.
Et af tiltagene er et byttemarked med børnetøj og legetøj. Så tag lidt aflagt tøj og godt legetøj med, hvad barnet finder rimeligt. Måske de finder noget sjovt at tage med hjem.
Et andet børnetiltag er et utraditionelt børneteater med klimamonstre. Der bliver også lejlighed til at spille mod eller med familien i de populære “have”-spil om affald, som har fået et lille tvist til denne dag, så man kan lære noget om det tøj, man går i.
Eller hvad med at prøve at skyde med en skraldekatapult eller få både krammere og high-fives, når verdens sødeste klimamonster Birk kigger forbi.