SKIBBY: I år er det 50 år siden, at SIK for første gang holdt byfest på pladsen i Skibby – indtil da foregik det i Lindegårdsparken. Men i forbindelse med, at Skibby Hallen blev bygget, blev festen rykket til Skibby.
Selv om festen har forandret sig mange gange i løbet af de sidste 50 år, har formålet altid været det samme; via frivillig arbejdskraft at skaffe ekstra midler til klubben ved at inviterer byen til fest.
Det nuværende byfest-
udvalg har gennem de sidste tre til fire år erfaret, at det er svært at samle byen til fest med masser af aktiviteter samtidig med, at man gerne vil kunne slutte festen af med et solidt overskud.
Så selv om man måske skulle mene, at et 50 års jubilæum skal fejres stort, har udvalget i stedet for valgt at gå den ”sikre” vej og satse på foreningslivet og aktiviteter, som de sidste år har givet overskud.
Banko, fodbold mv.
Der lægges ud med et traditionelt bankospil torsdag den 4. august.
Fredag satser man på en fodboldkamp på anlægget. Der bliver mulighed for at blive introduceret til både badminton og padeltennis henholdsvis i hallen og på byens nye padelanlæg. I kantinen bliver der dart turnering,.
Lørdag håber man på ekstra mange deltagere i årets byfestløb, som starter klokken 11. Efter løbet bliver der mulighed for at hygge sig på pladsen med livemusik, hoppeborge, fadøl, grill, æbleskiver og besøg af brandvæsenet fra stationen i Skibby.
Senere bydes der op til fest i hallen med mad og dans til toner fra Hitkompagniet, et seks-mands orkester som spiller musik fra 80’erne og 90’ern.
Det endelige program er ved at blive færdiggjort, og vil blive offentliggjort på diverse medier, når det er klart.
Foto: Steen Westh