Af Conny Probst
SKIBBY: På Jørgen Bechs foranledning har teknisk udvalg behandlet en sag om belægningen på Selsøvej.
I Skibby Øst, nord for Selsøvej, er der planer om at anlægge 97 boliger. Som følge af støj på Selsøvej er miljøvurderingen af lokalplanforslaget blevet påklaget for så vidt angår den strækning, hvor der er anlagt brosten ud for skolen i Skibby. Det er borgere på Selsøvej, der har en bolig ud for brostensarealet, der har klaget.
Brostensbelægningen er etableret i 2005 som en trafiksanering af Selsøvej. Der er tidligere klaget over støjen fra brostensbelægningen.
Støjmålinger
For at få afklaret støjforholdene er der gennemført trafiktælling og udført en støjberegning.
Herudover er der udført støjmålinger på ejendommene Selsøvej 19 og Selsøvej 21.
Støjrapporten viser, at der i dag er mindre overskridelser af støjgrænsen ved naboerne, særligt på opholdsarealerne nærmest brostensbelægningen.
I 2031, hvor en stor del af udbygningen af Skibby Øst forventes at være gennemført, vil støjforholdene på Selsøvej blive forværret yderligere.
Vest for Marbækvej vil støjen stige med 4-5 dB og øst for Marbækvej med 3 dB.
I 2019 er årsdøgntrafikken på Selsøvej målt til 1558, hvoraf den tunge trafik udgør 5,3 procent. Gennemsnitshastigheden er målt til 26,5 km/t. Hastighedsbegrænsningen på strækningen er 30 km/t, så brostenenes hastighedsdæmpende effekt fungerer.
Ny hastighedsdæmpning
Fjernes brostenene, vil den hastighedsdæmpende effekt forsvinde, og det bliver formodentligt nødvendigt at etablere andre hastighedsdæmpende foranstaltninger, da strækningen ligger lige ud for skolen i Skibby.
Teknisk udvalg blev stillet over for tre løsningsmuligheder.
Et flertal valgte at få fjernet brostenene nu og erstatte dem med en anden form for hastighedsdæmpende foranstaltninger.
Det betyder en merudgift på 500.000 kroner i 2020, finansieret af den tekniske anlægspulje.