Brønd og bro får kærlighed

Brønd og bro får kærlighed
Både Nykredit Fonden og Nationalpark Skjoldungerens Land kan se vigtigheden af, at der foretages ingeniørtunge undersøgelser af broens tilstand.

Nykredit Fonden sikrer nyt rækværk om brønd og diagnosticering af broens tilstand på Selsø Slot.

SKIBBY: På Selsø Slots gårdsplads findes en gammel middelalderbrønd. Broen var en gang dækket til og fyldt op, fordi der gik rygter om en brøndmand, der gjorde folk syge gennem vandet, hvis ikke der blev ofret til ham. Siden museet åbnede i 1973 har brønden været synlig og der har været en løs kæde omkring, for at sikre at nysgerrige sjæle ikke faldt ned.

Brønden har formentlig ligget der siden 1200-tallet og er kategoriseret som et fredet fortidsminde. Men med tilladelser, dispensationer og finansiering fra Nykredit Fonden på plads er det en stor glæde, at der nu er kommet et nyt, elegant specialfremstillet hegn op, der kan omkranse den store brønd, som er ca. fem meter i diameter og godt 4,5 meter dyb.

Bro diagnosticeres
Den barokke adgang via broen, over voldgraven fra omkring 1730’erne har holdt til meget gennem tiden, men er også begyndt at vise tegn på ælde. Det blev helt tydeligt, da voldgraven blev tømt i forbindelse med den oprensning, Nationalpark Skjoldungernes Land stod for i 2023. Derfor er det en stor glæde, at både Nykredit Fonden og Nationalpark Skjoldungerens Land kan se vigtigheden af, at der foretages ingeniørtunge undersøgelser af broens tilstand. Det vil give et billede af, hvor slemt det står til og forhåbentlig står det hele til at redde med den rette behandling.

I gode hænder
Leif Hansen Arkitekter, som også er rådgivere på den igangværende vinduesrestaurering, er det også på begge projekter. De sikrer, at alt foregår som det skal, når man roder med fredede huse, og har sørget for at der er indhentet de nødvendige tilladelser samt opbakning fra Slots- og Kulturstyrelsen.

Formand for Den Plessenske Selsø Fond, Iben Bækkelund Jagd, ser det som helt nødvendigt med rådgivende arkitekter, når vi restaurerer.

– Vi arbejder med fredet kulturarv, som blandt andet rummer vidnesbyrd om fortidens håndværk. Det kan, og bør, vi tage ved lære af. Derfor gør vi også meget ud af at formidle den restaureringsindsats som for alvor tager fart på Selsø Slot i disse år, siger hun.

Andre artikler fra denne uge

Daimi Under Åben Himmel


Oplev Daimi og hendes seks mands Louisiana jazzband til den grønne kirkefestival Under Åben Himmel. SÆBY/GERSHØJ: Festivalen Under Åben Himmel

Læs mere »