Fra næste uge besvarer terapeut og coach Lise Dandanell spørgsmål fra læserne
Af journalist Conny Probst
SÆBY: Går du og er udfordret med bekymringer, stress, tankemylder, lavt selvværd osv., så har du mulighed for at stille spørgsmål om det.
– Du kan være anonym, hvis du ønsker det. Det er op til dig, siger lokalavisens nye brevkasseredaktør, Lise Dandanell, der er dansk sangerinde, billedkunstner, coach og terapeut.
Lise Dandanell er uddannet sygeplejerske, individuel psyko-terapeut, hypno-terapeut og skaber af terapiformen WYLS (Hvad er din livs-sætning). En teknik, der er en af mange samtaleformer, som hun bruger i sessioner med sine klienter i ind- og udland.
Løvernes Konge
Lise Dandanell har været sangerinde i forskellige bands, indsunget kor på et utal af plade og cd-indspilninger, haft hovedroller i musicals og lagt stemme til forskellige danske versioner af tegnefilmsange.
Blandt andet titelsangen ”En verden af liv” fra Disney filmen ”Løvernes Konge”.
Sideløbende har hun modtaget undervisning i kunstmaling og har siden 2007 udstillet egne malerier.
I dag synger og maler Lise Dandanell stadig – og bruger det også nogle gange i sin terapi.
Men det er hendes arbejde som rådgiver og terapeut med udgangspunkt i psykologien og spiritualiteten, der optager det meste af hendes tid.
Og det er her, at den nye brevkasse kommer ind.
Bevidsthed er vejen til personlig udvikling
Lise Dandanells livsfilosofi er, at man – ved at forstå sit menneskelige design – kan skelne imellem forestilling, hukommelse og virkelighed.
– Vi er alle født som venlige og kærlige mennesker, over for os selv, hinanden og hele verden – og så sker der noget. Det er dette ”noget”, der former resten af ens liv, fortæller hun.
– Giver det mening for dig. Resonerer du bare et øjeblik med det, eller er det volapyk, så skriv til mig, og lad os få nogle forhåbentlig spændende og interessante ”snakker” i brevkassen, lyder opfordringen fra Lise Dandanell.
Skriv til lise@dandanell.com