Læserbrev
Af Michael Tøgersen,
borgmesterkandidat
(Liberal Alliance)
Dansk Folkepartis Gert Løfgren har i et læserbrev af 16.02.25 bl.a. udfordret lønningerne på ledelsesniveau i Frederikssund Kommune, og borgmester, Tina Tving Stauning, svarer:
”Man skal være glad for at få en rød borgmester, for i de år jeg har været borgmester, har vi sparet kr. 20 mio. om året i administration”.
Et er at give ukorrekte oplysninger, men når man lige frem profilerer sig politisk som en rød borgmester, der har sparet kr. 20 mio. om året, så kan jeg ganske enkelt ikke lade det stå usagt, for det er mildest talt ukorrekt, grov manipulation og politisk uhæderligt, og så synes jeg slet ikke, det er i orden overfor den tidligere borgmester.
Udviklingen i administrative udgifter i Frederikssund Kommune, hvor den nuværende borgmester har været ansvarlig for 2022 og frem:
2019
Indbyggere, stk: 45.008
Udg./borger, kr. 6.829
Udg. I alt, mio. kr. 307
2020
Indbyggere, stk: 45.228
Udg./borger, kr. 7.081
Udg. I alt, mio. kr. 320
2021
Indbyggere, stk: 45.796
Udg./borger, kr. 6.926
Udg. I alt, mio. kr. 317
2022
Indbyggere, stk: 46.116
Udg./borger, kr. 6.911
Udg. I alt, mio. kr. 319
2023
Indbyggere, stk: 46.355
Udg./borger, kr. 6.946
Udg. I alt, mio. kr. 322
2024 (sep)
Indbyggere, stk: 47.015
Udg./borger, kr. 6.877 (budget)
Udg. I alt, mio. kr. 324 (budget)
Så i stedet for at spare kr. 20 mio. om året så er det rigtige tal, at Frederikssund Kommune har brugt kr. 14 mio. mere på administration over de 3 år borgmesteren har siddet.
Det er ganske enkelt ikke i orden at komme med den slags udtalelser, vel vidende at man som borgmester og eneste fuldtidsansat lokalpolitiker er den, der har lettest adgang til tallene, og udtalelsen omkring besparelser kun opdages, fordi en enkelt person (mig) sidder og nørder i tallene.
Det understøtter desværre også en stigende tendens gennem de sidste par år, at vi ikke længere kan stole på de tal, vi i byrådet lægger til grund for de beslutninger, vi tager. Tag eks. hele kapacitetstilpasningen på daginstitutionsområdet, hvor vi har fået ukorrekte tal. Det er først, fordi nogle vågne forældre udfordrer tallene, at vi ender med at beslutte ikke at lukke de 2 børnehuse, Vandkunsten i Jægerspris og Kroghøj i Slangerup. Og hvad med de tal vi i 2024 lagde til grund for lukning af Møllehaven og Fjordtoppen i Frederikssund samt Tumlebo i Skibby? Var de også forkerte?
Hvad med Supercykelstien i Slangerup? Den burde heller ikke være besluttet, og hvad med robotstøvsugerne til de ældre? 2 beslutninger, som jeg græmmes over.
Vi er ganske enkelt nødt til at skabe en ny retning i Frederikssund Kommune, hvor vi kan genvinde tilliden til systemet, borgmester og forvaltning.