Af journalist Conny Probst
JÆGERSPRIS: I anledning af Valentinsdag inviterer Rejsestalden og Frederikssund Bibliotekerne til en hyggelig workshop, hvor børn og deres voksne kan folde en romantisk blomsterbuket af silkepapir.
Mens der hygges med at folde blomsterne, læser bibliotekaren, Line Kjærgaard Jensen, højt fra H.C. Andersens eventyr om Svinedrengen (1841).
Det er vel egentlig en historie om ugengældt kærlighed, men også en historie om blomsters magi.
På prinsens (ham, der forklæder sig som svinedreng) fars grav voksede et rosentræ, ”oh sådant et dejligt rosentræ; det bar kun hvert femte år blomst, og det kun en eneste, men det var en rose, der duftede så sødt, at man ved at lugte til den glemte alle sine sorger og bekymringer.”
Dog faldt den ikke i prinsessens smag, hun ville hellere have haft en kunstig blomst.
Måske som dem af silkepapir.
Hør historien og fold en romantisk blomsterbuket af silkepapir mandag den 12. februar klokken 10 til 12 i Rejsestalden, Jægerspris.
Det er gratis at være med.
Der er 40 pladser og tilmelding skal ske på bibliotekernes hjemmeside.