Blå Nat i Jægerspris 2019

Blå Nat i Jægerspris 2019

Fredag den 7. juni klokken 16 til 22 i hele Jægerspris.

JÆGERSPRIS: Så er Jægerspris klar med årets store kultur- og byfest. Der er som altid sjove og spændende oplevelser i hele byen og masser af musik. 

På scenen ved Rejsestalden kan man blandt andet høre de unge fra Baunehøj Efterskole give den musikalsk gas. Senere mindes Blå Nat Danmarks største og mest folkekære spillemand, Kim Larsen, når Gasbox Duo tager tilhørerne en tur ned af memory lane. 

Aftenen sluttes musikalsk af med bandet Trypical Cumbia, som fortolker Cumbia-genren, der har sin oprindelse i 1950’ernes Colombia. Cumbia er sensuel, modsætningsfuld og sprællevende musik, så glem ikke danseskoene.

Det er muligt at handle i byens butikker hele aftenen, og Dannermarkedet, der holder til på den afspærrede del af hovedgaden, rummer boder varetaget af både private folk, kulturinstitutioner, politikere, foreninger med flere.

Blå Nat arrangeres i samarbejde mellem Jægerspris Netværk og Kulturhuset Rejsestalden. 

Jægerspris Netværk står for Dannermarkedet, koordinering og vejlukning. Rejsestalden står for PR, koordinering og sceneprogrammet. 

Jægerspris Netværk kører to barer, der finansierer musikken og mad til de frivillige, og Rejsestalden kører en bar, der finansierer al PR. Sådan hænger det hele sammen. 

Der er parkeringsmulighed i Jægersprislejren på Hovedgaden.


Andre artikler fra denne uge