SKIBBY: Et korarrangement i Skibby Kino tog en lidt uventet drejning, da dirigent og korleder for Skibbykoret, Anette Spahn Klausen, midt i koncerten bad byrådsmedlem Kenneth Jensen (A) om at komme op på scenen.
Med med sig havde han direktør i Arbejdernes Landsbank, Per Jegsen Schmidt. De to havde lagt vejen forbi Skibby Kino for at uddele Frederikssund Prisen til to af biografens allerstørste drivende kræfter, Hanne Jørgensen og Peter Klarskov Jørgensen.
– Uden ildsjæle der gør et stort stykke arbejde for andre, så kunne vores foreninger slet ikke eksistere. Den slags mennesker er rygraden i det lokale fritidsliv, og fortjener al mulig påskønnelse. Derfor uddeler vi Frederikssund Prisen, der er på 2.500 kroner, som en lille anerkendelse til en person, der gør en ganske særlig indsats til glæde og gavn for andre, uden selv at få noget for det, fortalte Per Jegsen Schmidt.
Som navnene på modtagerne af Frederikssund Prisen antyder, så hænger de ikke kun sammen i regi af Skibby Kino – de danner også par privat, og er nærmest synonyme med Skibby Kino, og for den sags skyld også mange andre kulturelleforeninger og aktiviteter i og omkring Skibby.
De er med til at sætte Skibby på landkortet, fortalte Kenneth Jensen i sin pristale.
– Skibby Kino er for mange det kulturelle samlingspunkt her i Skibby; noget nær det tætteste man kommer på et lokalt kulturhus, der rummer meget andet end film.
Ifølge Per Jegsen Schmidt og Kenneth Jensen var priskomitéen ikke spor i tvivl, da efterårets prismodtager skulle findes. Duoens store engagement, som de yder uden nogensinde at bringe sig selv i rampelyset, fortjener al mulig anerkendelse og tak.