SKIBBY: Ældre Sagen Skibby har 50 pladser til de første, som melder sig besøget på Christiansborg torsdag den 23. november.
Der er fælles kørsel fra Nyvej 7 til Christiansborg, hvor deltagerne mødes ved den store trappe i Rigsdagsgården til sikkerhedscheck.
Christiansborg er centrum for folkestyret i Danmark. Her ligger landets parlament, folketinget, hvor de 179 folkevalgte medlemmer diskuterer og vedtager de love, landet skal regeres efter.
Klokken 13,30 modtages de af folketingsmedlem Rasmus Stoklund, der vil forestå rundvisningen på Christiansborg.
Deltagerne vil blive indført i Folketingets arbejde og høre om Christiansborgs spændende historie. Herudover fortælles der om de mange malerier og kunstværker – og så bliver der lejlighed til at se selveste grundloven.
Derefter sætter man kursen mod Snapstinget, hvor der venter kage og kaffe.
Snapstinget, der er en del af medlemmernes spisesal, fungerer til daglig som kantine for Folketingets medlemmer og de ansatte på Christiansborg. Den gamle spisesal er fra 1918 og er smukt indrettet med stuklofter, søjler og karnapper.
Der kører retur mod Skibby omkring klokken 16.