Af journalist Conny Probst
FREDERIKSSUND KOMMUNE: Et flertal i udvalget for Klima, natur og energi har besluttet, at kommunen – i forbindelse med næste opdatering af kommunens klimaplan i 2027 – skal indregne CO2-optaget fra kommunens træbestande i kommunens klimaregnskab.
I klimaplan 2024 er der ikke indregnet CO2-optag fra skove og træer.
Præcist hvor meget, CO2-optaget vil bidrage positivt til kommunens samlede klimaregnskab, er svært at sige noget sikkert om på forhånd.
Administrationen har en forventning om, at der skal være tale om skove og specifikt skovrejsning, før det giver mening at indregne en CO-effekt.
Administrationen anbefaler derfor, at det undersøges, hvilke beregningsredskaber der måtte vise sig som de mest gængse og bedst egnede til formålet, og at benytte disse til at inkludere CO2-optaget fra kommunens træbestande i kommunens samlede klimaregnskab, fra og med næste opdatering af kommunens klimaplan i 2027.