Naturekspressens sidste planlagte tur for i år gik til Østskoven, Sønderby, som er en skov uden nogen form for lysforurening.
FJORDLANDET: Der var fuldt hus i Naturekspressen på en lørdag efterårsaften med varmt, tørt og helt stille vej. Der var hverken stjerner eller måne, men 28 forventningsfulde gæster, fortæller Bjarne Nielsen, der var med på turen.
– Niels Nielsen, som var aftenens guide, gav historiske udredninger og fortalte anekdoter om mørket frem til Østskoven, hvor Jørgen Knudsen, der var aftenens frivilige pilot på Naturekspressen tog over og førte gæsterne gennem den meget varierede Østskov, som Jørgen kender som sin egen bukselomme.
– Efter fem minutter i mørket havde alle et nattesyn, så det var muligt at orientere sig, når vi helt stille listede i gåsegang gennem skoven og standsede på udvalgte steder, ved store bøgetræer, som aftenens guide havde plante for 40 år siden. Ved granplantagen, hvor vi lærte, at nålenes dufte på grantræer er så forskellige, at sorten kan bestemmes bare ved duften.
– Alle hørte natuglen i stilheden, det var dog Jørgen, der havde sat mobilen til.
– Skovens alsidighed oplevede vi med fortællinger, og vi sluttede skovturen i et cypres-område, hvor der ikke var himmel at skimte, men bælgravende mørkt. Så man måtte føle sig frem, til vi nåede den nye skovbegravelsesplads, som er åben med flotte store bøgetræer og enkelte gamle ege helt ned til fjorden.
– Også skovbegravelsespladsen blev der fortalt om. Man blev overbevist om, at det er et smukt og roligt sted.
– Skovturen sluttede med pølser og drikke ved faklers skær. Det var frivillige fra Skibby Aktive for Fjordlandet, der også leverede den oplevelse inden hjemturen, hvor Selsø kirkegård fik et uventet aftenbesøg. Da vi kom ind på kirkegården, blev det stjerneklart og de få ænder, der ikke var taget på havet for natten, repræsenterede lydene fra søens fugleliv.
– Niels fik på kirkegården lejlighed til at fortælle om Selsø kirkes start som dokumenteret rundkirke fra cirka år 1000, som dog kun var rundkirke i kort tid, inden den nuværende kirke fandt sin form omkring år 1100.
– Stjernehimmelen gjorde, at det ikke var så skummelt at være på kirkegården, men så blev der i stedet lejlighed til at fortælle om udvendige ting på kirken, som man normalt ikke bemærker i dagslys.
– Der var begejstrede klapsalver ved hjemkomsten og opfordring til gentagelser til næste år. Det bliver der, lover Bjarne Nielsen.
