Gennem flere år har jeg haft en særlig service som kunstner, nemlig at male portrætter af kæledyr – deriblandt hunde og katte.
De kære dyr lever jo alt for kort, og gennem vores liv kommer vi desværre til at sige farvel til mange kæledyr – medmindre vi lige holder skildpadder eller papegøjer. Så har det været dejligt at kunne skabe flere evige minder om mange kæledyr ved at male nogle meget udtryksfulde portrætter. Det har været en stor glæde at overrække disse malerier og se, at de bringer lidt trøst. Billedet her er et, jeg malede for nogle år siden af en græsk gadehund. Jeg har selv haft katte gennem mange år, så jeg ved hvor tæt man knytter sig til de kære dyr. Nu har jeg så her i de mørke vintermåneder også tilsluttet mig gruppen af hundeejere, og skal se hvordan det er at være hundeejer her på Hornsherred. Først og fremmest er her en dejlig natur, hvor jeg kan gå nogle lange ture med min nye ven, og jeg skal til at udforske nye områder. Derudover har jeg også fundet ud af, at her er en del gode faciliteter for hundeejere.
Hundeskoven i Skibby blev afprøvet med succes, og jeg har hørt rygter om, at her også vil komme en agilitybane til foråret.
Da jeg fik brug for noget adfærdsvejledning, fandt jeg ud af, at der er en super god hjælp at hente i Sønderby hos Gitte hund. Hun skulle først og fremmest få min nye hund til at forstå, at min kat absolut ikke var noget jagtobjekt – plus lidt andre regler for god opførsel.
Da jeg for ca. 20 år siden flyttede her til Skuldelev, havde jeg heste og nød naturen fra hesteryg. Jeg var vant til at komme ud i naturen og at have en firbenet ven at dele oplevelserne med. Da jeg mistede min sidste hest, var der et tomrum, som jeg længe overvejede, om det ikke skulle udfyldes af en hund.
Jeg begyndte at udforske, hvad der var af muligheder, og er endt med en skøn bosnisk gadehund på halvandet år, som jeg har adopteret fra en organisation. Det er dejligt at kunne give sådan en hund et nyt liv. Da vi skulle have katte, var det også genbrugskatte, som var efterladt i et sommerhusområde og reddet ind af Inges kattehjem.
Der er så mange efterladte dyr derude, fordi det ofte er et større ansvar og arbejde at falde for en nuttet hvalp eller killing, end man lige forestiller sig. Jeg voksede op med hund, og når det stod på anskaffelse af ny hvalp, så satte min mor flere ugers af til intensivt hvalpetilpasningsarbejde. Derfor vidste jeg også, at jeg ikke skulle have en hvalp, men en mere voksen hund, som bestemt også kræver arbejde – men ikke helt så meget.
Jeg er glad for nu at have en grund til at komme ud i alt slags vejr og nyde al den natur lige her omkring mig. Nogle gange vil jeg sikkert hade at SKULLE ud ad døren, men når man først er derude, så er det jo dejligt. Og så møder man rigtig mange andre hundeejere og får mangen en hyggelig sludder.