JÆGERSPRIS: Under overskriften “Husk mig” går hundredvis af mennesker på gaden lørdag den 19. september til Alzheimerforeningens landsindsamling for at samle ind til fordel for de op mod 90.000 mennesker, der lever med en alvorlig demenssygdom og de cirka 400.000 pårørende, der står lige ved siden af.
Rundt om i hele landet vil frivillige ildsjæle være på gaden for at samle ind, men der er brug for indsamlere i Jægerspris.
Derfor opfordrer Alzheimerforeningen nu lokale borgere til at melde sig.
Coronakrisen ramte hårdt
Hver tredje time dør en dansker af en demenssygdom, som er en af de mest frygtede og opslidende sygdomme i Danmark.
Især under coronaepidemien, hvor plejehjemmene lukkede for besøg og dagtilbud for hjemmeboende med demens blev begrænset til et minimum.
Over halvdelen af de pårørende meddeler, at de er alvorligt bekymrede for, hvad isolation og nedlukningen har haft af konsekvenser for deres kæres mentale og fysiske helbred. Det viser en ny undersøgelse, Alzheimerforeningen har foretaget.
Alzheimerforeningen opfordrer til, at så mange som muligt melder sig og bruger et par timer lørdag den 19. september.
Man kan tilmelde sig på www.huskedagen.dk.