HORNSHERRED: Landsbyerne Ferslev, Venslev, Vejleby og Vellerup ligger i et naturskønt hjørne af Hornsherred. Her er hel række nye og gamle foreninger, klubber og fælleskaber.
Idrætsforeningen kreds 57 Ferslev-Skibby har taget initiativ til at invitere lokale foreninger til en fælles aktivitetsdag. Ideen er kommet fra Henrik Bedsted Caspersen, som er formand for MTB afdelingen i kreds 57.
Det foregår lørdag den 21. maj i området omkring Hammergården og lystbådehavnen.
Formålet er, at beboerne i området – ny tilflyttede, gamle, unge, børnefamilier – oplever/ afprøver/ får øje på de muligheder for at være med i de foreninger, der er – og også ser de muligheder der er for at skabe nye fællesskaber i de eksisterende rammer.
Kreds 57 har inviteret en række foreninger og sammenslutninger til at deltage ved at være fysisk tilstede med et arrangement.
Der vil være mange kajakker på vandet. Hammerkrogens Kajakklub deltager. Formand Jørgen F. Hansen vil fortælle om klubben og dens faciliteter.
Vejleby Bylaug sørger for salg af kaffe og kage. Formand Lene Ottesen m.fl. vil være til stede og kan berette om bylaugs arbejdet i vores område.
Nordhammer Bådelaug vil være i gang med ”daglige” aktiviteter i og omkring vandet ved deres klubhus og man er velkommen til at spørge.
Foreningen ”Musik mellem Fjordene” bliver præsenteret af formanden Stig Pedersen.
Spejderne Fjordlandsgruppen, som holder til i Ferslev, vil deltage.
Aktive fra Ferslev-Vellerup Jagtforening dukker op og vil sikkert gerne fortælle om, hvordan det går med bukkejagten og meget andet.
Badminton, Kreds 57 stiller op og måske bliver det vejr til at afprøve udendørs badminton. Naturtræning er en aktivitet gymnastikafdelingen tog op for tre år siden. Instruktør Britta Isaksen vil sætte deltagere i gang. Man kan prøve en Mountain Bike, og skydeafdelingen stiller op med en IR skydebane, så man kan få prøvet sine skydefærdigheder af.
Arrangørerne har booket Naturekspressen fra Skibby Aktive til at køre frem og tilbage mellem de to områder.
Man kan komme til Hammer Bakke til fods, på cykel eller i bil.