JÆGERSPRIS: Foreningen til bevarelse af de naturmæssige og historiske værdier på toppen ved Kignæsbakken har på årets næstsidste dag holdt et ”åbent hus”-arrangement ved Meransletten for at fortælle om foreningens arbejde for at undgå byggeri på Solmarken og Trekanten.
– Arrangementet var på forhånd annonceret på facebook, og vi havde – med kort varsel – informeret byrådspolitikere og presse. Mere end 40 interesserede dukkede op – heraf tre byrådsmedlemmer, repræsentanter for lokale foreninger og en masse hunde, fortæller foreningens formand, Bo Holmsgaard.
– De to nye ejere af grundene mødte også op, hvilket er helt i foreningens ånd; alle er velkomne. Det gav anledning til nogle gode diskussioner, hvor de nye ejere blev udfordret af de fremmødte. Det er tydeligt, at der er stor modstand mod byggeri på bekostning af natur-
– For os i foreningen var der ikke noget nyt i det, som ejerne fortalte. Det blev – og har hele tiden været – meget tydeligt, at der er nogle meget modsatrettede holdninger og bevæggrunde, fortsætter formanden.
– På den ene side nogle ejere, som har købt en grund billigt med hensigt om at tjene så mange penge som muligt, og på den anden side de lokale, der har valgt at bo her eller bare færdes i og værdsætter det helt unikke og truede landskab, som vi ønsker bevare. Det er et landskab, som rummer vigtig kulturarv, og som defineres som afgørende vigtigt at beskytte og bevare som natur.
Flere klager
Som en reaktion på kommunens dispensationer har foreningen indsendt klager til Natur- og Miljøklagenævnet for dispensation for fortidsmindebeskyttelseslinjen (Naturbeskyttelsesloven) og Planklagenævnet for, hvad foreningen betegner som ”kommunens lemfældige sagsbehandling og dispensationer i modstrid med lokalplanens formål og principper” (Planloven).
Det samme har den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening samt omkringliggende borgere og grundejerforeninger.
– Der arbejdes politisk for at ændre lokalplanen, så natur og fortidsminder kan bevares. Det giver virkelig god mening. Vi vil som forening sammen med alle gode kræfter arbejde på, at et flertal i byrådet beslutter sig for at ændre lokalplanen, fortæller Bo Holmsgaard.
Foreningen finder, at der er flere gode grunde til, at der ikke bør tillades byggeri i området. Det kan man læse mere om på http://kignaesbakken.dk.
På baggrund af den store interesse for arrangementet overvejer foreningen at invitere til flere arrangementer, hvor der er mulighed for at stille spørgsmål og blive opdateret.
– Det kunne eksempelvis være i form af en månedlig ”Walk-and-Talk”, hvor vi sammen vandrer turen rundt om Solmarken”, foreslår Bo Holmsgaard.