Åbent borgmesterkontor på brandstationen

Åbent borgmesterkontor på brandstationen

På initiativ af Jægerspris Netværk inviterede borgmester John Schmidt Andersen borgerne til samtaler på tomandshånd.

 

Af Conny Probst

 

Jægerspris: De store røde slukningsfartøjer, der normalt holder under tag på brandstationen på Kastanievej 4, var blevet kørt ud i det fri onsdag eftermiddag. Ikke for at tage på udrykning, men for at give plads til, at borgmester John Schmidt Andersen (V) kunne indrette et midlertidigt kontor i bygningen mellem klokken 15:00 og 17:00.
Inden da havde han været på rundtur med størstedelen af bestyrelsen i Jægerspris Netværk.
Dagen startede med et virksomhedsbesøg hos Koatek A/S i Over Draaby og bød også på en rundvisning på det militære skydeterræn, der er en stor arbejdsplads i lokalområdet.
I løbet af 2016 og 2017 har der været etableret åbent borgmesterkontor i Kulhuse, Slangerup og Skibby, hvor borgerne har benyttet lejligheden til at fortælle om alt fra meget personlige problematikker til utilfredshed med vejskilte og græsrabatter, der ikke er blevet slået.
– Der kan være langt til Frederikssund, især for ældre mennesker, der ikke umiddelbart har mulighed for at komme til Frederikssund. Brandstationen ligger tæt på offentlig transport, fortalte medlem af Jægerspris Netværk, Lars Holden Olsen, om grunden til, at man havde bedt borgmesteren om at kigge forbi.
Irene Lyshøj og Dennis Wieder, der begge bor på Falkenborgvej i Frederikssund, mødte op i god tid.
– Vi vil gerne have borgmesteren til at kigge nærmere på de klager, vi beboere har sendt på grund af planerne om et 15-etagers højhus. Vi mangler svar, fortalte Irene Lyshøj, der også var bekymret for effekten på huspriserne.
– Køberne springer fra, når de hører om højhuset, sagde hun.
John Schmidt Andersen var glad for udsigten til tomandssamtaler med borgerne.
– Det er rart at ”komme længere ud” og få at vide, hvad folk tænker og føler om de beslutninger, vi tager. Og så får de sat et ansigt på borgmesteren, sagde han.
Et af de andre fremmødte var Inge Olsen, der havde sit barnebarn og to jævnaldrende børn med. Hun var kommet for at fortælle om sin bekymring om den nyanlagte cykelsti på Møllevej.
– Nogle steder er kanten meget tæt på grøften, og den er temmelig dyb nogle steder, fortalte hun.
De tre børn havde hun lokket med løfte om, at der var kage til de fremmødte. Og de blev heldigvis ikke skuffede.

Andre artikler fra denne uge