SKULDELEV: En gruppe forældre i Skuldelev har fået arrangeret flere åben hal søndage hen over vinteren. Det sker i samarbejde med Kildens håndboldafdeling, Multikulturforeningen og Skuldelev Bylaug.
Første gang er den 29. oktober fra klokken 9.30, hvor hallen deles op i flere afsnit, med forskellige aktiviteter for børn og voksne.
Der vil være noget for alle aldre, også de helt små. I caféen holdes der strikkecafé ved Multikulturforeningen og Bylauget vil bemande køkkenet og stå for salg af saftevand, kager, kaffe m.v.
Der er intet program. Hallen deles op til forskellige aktiviteter som tumleområde, forhindringsbane, boldspil mm. til både store og små.
– Så kom, når det passer ind i familiens søndagsrytme, lyder det fra arrangørerne. Der er ingen tilmelding, og alle er velkomne, også bare for at få en sludder med naboen.
Halloween-uhygge
Tirsdag den 31. oktober skal man være opmærksom på mange uhyggelige steder i byen i anledning af Halloween.
Skuldelev Bylaug har lavet en konkurrence om den mest uhyggelige udsmykning og samtidig lavet et kort over byen med de tilmeldte adresser, så børnene kan se, hvor de er velkomne til at tigge slik.
Der skal kåres en vinder, som får et gavekort på 500,- kroner, sponseret af Dagli’ Brugsen i Skuldelev.
– Det er svært at få armene ned over alle de gode initiativer som de yngre forældre i byen kommer med, fortæller oldermand Jørgen Christensen.
– Bylauget får mange henvendelser om aktiviteter, som borgene ønsker, og vi bakker selvfølgelig op og hjælper med at organisere det.
– De seneste år har borgerne selv arrangeret og været aktive i afvikling af arrangementer.
Efterlyser en helhedsplan
– Nu mangler vi bare at få svar fra kommunen om de nye boliger og en helhedsplan for byen, siger oldermanden, som nu vil rykke kraftigt for at få sat noget i gang.
– Vi skylder borgerne og byen den udvikling byen fortjener. Og vi ved, at der købere til nye boliger, og vores mange ældre der gerne vil have en mindre bolig i byen, så deres store huse kan komme til salg.
– Jeg synes, vores politikere alt for længe har tilsidesat udviklingen her i Hornsherred.
– Der er mange, som ønsker at blive boende her, ikke i de nye dyre lejligheder i Frederikssund eller Vinge.
– Så nu må det være Skuldelevs tur til at få godkendt nye bebyggelser.
– Både investorer, købere og lejere står parat til at komme i gang, siger Jørgen C.