Det skal fejres! Og hvorfor så ikke gøre det, som man gjorde det i kirken i senmiddelalderen med ”risus pascalis”, med påskelatteren; hvor mennesker tidligt påskemorgen samlede sig i kirken til gudstjenesten, for at le, hjerteligt, dybt og befriende af døden og satan, der er blevet snydt, fordi Guds søn gik under i lidelsen og døden og gik til helvede, hvor alt og alle er forladt af Gud, og dér overvandt Han døden og satans magt og har befriet alle mennesker fra frygt for død og helvede, – se, det er jo nok værd at le af!
Det siges, at det også i Vesteuropa, i hvert fald så langt som til Sydtyskland, stadig i 1700-tallet var skik, at præsten påskedag skulle få menigheden til at le under prædikenen, ellers var det ikke rigtig påske. Og det siges så også, at biskopperne udrensede skikken, fordi præsterne efterhånden lavede så mange grimasser på prædikestolen og fortalte efterhånden usandsynligt mange platte vittigheder, så biskopperne satte en stoppe for denne påskelatter.
Men, så vidt jeg ved, er der ikke nogen biskopper der læser avisen og nu står jeg jo ikke på en prædikestol i en kirke, men skriver til jer, kære læsere, så derfor vil jeg gøre et forsøg, foranlediget af Søren Kierkegaards vise ord om; ”at skal man lede efter en kristen her i verden, går man ikke helt galt i byen ved at lede efter en humorist!”
Storm P. Sendte engang sin kones læge følgende svar på en regning. ”Tror De, jeg vil betale 40 kr., fordi De har penslet min kone i halsen? Vi har lige fået malet hele køkkenet for 25 kr.!”
Eller: En meget skeptisk dansker ser på et moderne maleri og siger så: ”Jeg forstår det simpelthen ikke!” Maleren, som står ved siden af ham, siger så til ham; ”Jamen, der er ikke noget at forstå!” Hvortil manden svarer: ”Så forstår jeg det bedre!”
Sådan går det også undertiden i lykkelige øjeblikke med forståelsen af livet. Jeg forstår det ikke! Jamen der er ikke noget at forstå, så forstår jeg det bedre!
Og det i sig selv burde få os til at forstå det uforståelige i virkeligheden ved Kristi opstandelse. For jo mere virkeligt noget er, desto mindre kan det forklares med forklaringer. Det virkelige, det sande og ægte, det kan ikke forklares. Jo mere kloge hoveder vil undersøge og forklare virkeligheden, for at se om den findes, jo mere bliver den bortforklaret, trævlet op, til den ikke synes at være der mere.
At forstanden ikke kan begribe og forklare opstandelsen, men altid må afvise den som overspændte syner eller bedrag, det siger mere om forstandens forhold til virkeligheden, end det siger om opstandelsens virkelighed.
Nej, det virkelige, det sande, det ægte, det kan menneskeforstanden aldrig forklare og bevise eksistensen af; virkeligheden går ikke på valser efter forstandens love, så vi kan forklare, hvordan det ene følger af det andet. Der bliver kun en kunstig nattergal tilbage, når det er os, der vil bevise, hvad der har virkelighed. For det er nu engang ikke den menneskelige forstand, der var der før virkeligheden og skabte virkeligheden i sit billede. Men det er vores virkelighedstroskab, der skal prøves af virkeligheden selv. Af den virkelighed, som er givet af Gud, vores skaber.
Vi må nemlig ikke glemme, at påskens budskab, for det første er, at han kom til verden som et menneske, hvilket i sig selv er helt utroligt, og for det andet tog han vores synd på sig ved at dø og – som Gud – at opstå fra de døde. Med andre ord: Vi får her noget at vide, som er helt og aldeles uden for vore begrebers og vor fatteevnes rækkevidde, og alene derfor skal vi ikke forsøge at forklare rimeligheden og sandsynligheden i det der forkyndes os, men lade os drage ind i den verden som opstandelsen skaber, så vi herfra kan få kraft til at leve.
Når vi med vores fornuft blander os i de fundamentale vilkår for vores liv, skulle man synes at opstandelsens budskab kunne få os på bedre tanker; at budskabet om opstandelsen kunne få os til indse, at her har vi ikke noget at gøre med vores vurderingsevne og vores tilbøjelighed til at moderere og tilpasse.
Enhver kan da høre, at hvis han begynder at bedømme, om dette her nu kan have sin rigtighed, så har han langt overskredet sine beføjelser. Det kan vi ikke gøre og det er slet ikke meningen med opstandelsesbudskabet.
Budskabet om Jesu opstandelse vil tros. Hverken mere eller mindre. Og lige præcis det kan vi. Vi kan tro det. Budskabet sætter os på plads, og det giver os samtidig mod til at møde de opgaver livet giver os.
Glædelig påske!
Victor Graeser-Greve
