Nyt galleri i Bymidten

Nyt galleri i Bymidten
Der er smæk på farverne i Michael Stenkvists Gallery7 i Bymidten.

Mureren, skuespilleren og kunstneren Michael Stenkvist har åbnet Gallery7 i Bymidten.

Af journalist Tomas Skov

SKIBBY: De sidste 8-9 år har Michael Stenkvist, der oprindeligt er uddannet murer, spillet med i en række tv-serier. Det er blandt andet blevet til et par sæsoner som vagt i Base Boys og medvirken i syv ud af otte afsnit i Gidseltagningen. Endelig kan man følge Michael Stenkvist i et par afsnit af Klovn samt i serien Store Lars af Lars Hjortshøj.

Han tegnede og malede meget i sin ungdom, og nu er tiden blevet moden til at vende tilbage til lærredet. Ikke nok med at Michael Stenkvist har fattet penslen igen; han har sågar åbnet sit eget galleri i en tidligere blomsterbutik i Bymidten 7 under navnet Gallery7. Her udstiller han egne værker men på sigt også kunst fra Hornsherreds øvrige udøvende kunstnere. Indtil videre er det dog hans egne meget farverige billeder udført i blandt andet akryl, spray og epoxy, der pynter på væggene.

– Når jeg maler, hører jeg typisk noget bestemt musik. Epoxybillederne er fra Dark Side of the Moon, mens et andet er malet, mens jeg lyttede til TV2. Musikken spiller meget ind i mine billeder. Det præger mig i det, der sker, når jeg maler. Musik er følelser og stemninger, fortæller kunstneren, der som regel bliver i musikgenren til billedet er færdigt.

Befriende opladning
Han overtog de omkring 100 kvadratmeter store lokaler 1. september og har brugt stort set al sin ledige tid efter arbejdet som chefkonsulent i Region Hovedstaden på at male gennem de sidste 4-5 måneder.

– Tankerne er kun her, og det er en fuldstændig befriende måde at lade op på, fortsætter Michael Stenkvist, der har boet i Skibby siden 1998.

Han har galleri i den forreste del af lokalet og udøver sin kunst i værkstedet bagved. Planen er umiddelbart at holde åbent et par gange om ugen, men han skal lige finde ud af, hvordan det skal fungere.

– Det er lidt et sats, for hvor meget kan du lave et sted som Skibby. Men jeg håber at kunne få nogle af de lokale kunstnere ind. Det giver også et andet udstillingsvindue for dem, vurderer han.

Personlig levering
Selv bruger han gerne omkring en uges tid på et billede fra start til slut. Dette inkluderer blandt andet forberedelserne til billedet, hvor han taper af, fordi de ofte tager form i flere lag.

– Jeg starter med en idé og slutter et helt andet sted. Jeg arbejder i forskellige strukturer, fordi struktur giver noget bevægelse i billederne, når du bevæger dig rundt i lokalet, fortæller han.

Et af værkerne på væggen består faktisk af fire malerier, der trækker på inspiration fra både Per Arnoldi og Andy Warhol.

– Jeg bliver tilpas forstyrret af dem begge to og skaber noget midt imellem, smiler Michael Stenkvist.

Når han sælger sine malerier, følger der et certifikat med, som beskriver hvilke typer musik, der ligger bag billedet. Samtidig kan køberne regne med en helt personlig oplevelse, hvis de køber billedet via hjemmesiden www.gallery7.dk

– Jeg leverer selv mine billeder uanset hvor i landet køberen bor. Jeg vil gerne se, hvem der køber dem – det er vigtigt for mig at have den kontakt, understreger kunstneren.

Andre artikler fra denne uge