Jeg er nået en alder, hvor jeg ofte tænker en del tilbage på min egen barndom. Jeg voksede op i trygge rammer i Kerteminde på Fyn. Der er bare noget ganske særligt ved barndommens minder. De dukker op som små glimt af solskin på en grå dag, fyldt med duften af nyslået græs, lyden af børnelatter og følelsen af ubekymret frihed. Uanset hvor livet fører os hen, ligger de der som små skatte gemt i hukommelsens krinkelkroge, klar til at blive genoplivet, når vi mindst venter det.
For mig er barndommens minder lig med lange sommeraftener, hvor vi løb barfodede gennem sandet på Nordstranden. Verden var uendelig stor og fuld af eventyr, og selv de mindste detaljer føltes betydningsfulde. Vi byggede huler i skoven og lavede hemmelige klubber, hvor adgangskravet var at kunne hoppe over den gamle, skæve gren uden at falde. Vi fangede små fisk med fiskenettet, selvom vi vidste, at de skulle slippes fri igen. Når mørket faldt på, lå vi på græsset og kiggede op på stjernehimlen, mens vi fandt på historier om fjerne galakser og eventyrlige verdener. Det var, som om alt var muligt, og vi var små opdagelsesrejsende i vores egen baghave.
Måske er det netop derfor, vi som voksne længes tilbage til barndommens dage – ikke fordi vi nødvendigvis ønsker at være børn igen, men fordi vi savner den ukomplicerede glæde og evnen til at være fuldt til stede i øjeblikket. Der var ingen bekymringer om regninger, deadlines eller voksent ansvar. Livet var enkelt, og lykken var nær. Vi grinede over de mest simple ting – en ny hule i skoven, en gammel gynge i et kæmpestort egetræ eller den første sommerfugl, der slog sig ned på vores hånd.
Når jeg tænker på mine egne børn og deres opvækst, så håber jeg, at de får minder, der er lige så fulde af varme og magi som mine egne. At de en dag vil kunne se tilbage på deres barndom med samme kærlige nostalgi og føle sig hjemme i minderne. Det er nok en af de største gaver, vi kan give vores børn – en barndom fyldt med tryghed, leg og latter. Jeg ønsker, at de skal kende følelsen af græs under fødderne og lyden af vinden, der suser gennem trætoppene, mens de løber gennem skoven på opdagelse og eventyr.
I en tid, hvor teknologien fylder mere og mere, og hvor selv de yngste har øjnene rettet mod skærme, ønsker jeg for dem, at de også får græspletter på knæene og mudder på støvlerne. At de går på opdagelse i skovbunden og mærker vinden suse i ansigtet, mens de cykler om kap med deres venner. At de mærker glæden ved at fange haletudser i en lille bæk og lade fantasien løbe løbsk i en hjemmebygget hule.
Barndommens minder er på en måde vores livs fundament – de minder os om, hvor vi kommer fra, og hvad der i sidste ende er vigtigt. Måske skulle vi som voksne blive bedre til at genfinde den barnlige glæde i hverdagen. Lade os rive med af en spontan idé, lege med vores børn uden tanke på tid og sted, og bare være til stede i nuet. Måske skal vi også tillade os selv at være lidt mere nysgerrige og eventyrlystne – ikke kun for vores børns skyld, men også for vores egen.
For barndommens magi er der stadig – den lever i minderne, men også i de små øjeblikke, vi skaber lige nu. Måske er det på tide at lade den ind i vores travle voksenliv og give plads til leg og drømme – for både os selv og vores børn. Lad os genopdage den glæde, der findes i at være til stede og opleve verden med et åbent sind – præcis som vi gjorde dengang, da livet var enkelt og fyldt med magi.
Lyden af et barns latter er en af de smukkeste lyde, der findes – lad os sammen sørge for, at rammerne altid er til stede og også er fyldt med tryghed, glæde og uendelige muligheder.
