SKIBBY: Søndag 6. april 15.30-18.00 afholder Flemming Risbjerg i samarbejde med Skibby Kino og Meny i Skibby et velgørende arrangement, hvor der vil blive samlet penge (150 kroner pr. deltager) ind til Børnelungefonden og Børnecancerfonden gennem Team Rynkeby.
– Ideen opstod på min månedlange solo-rejse i New Zealand i december 2024, da jeg sad på ryggen af min motorcykel på den 350 kilometer lange og fantastiske tur fra Queenstown til Milford Sound, siger Flemming Risbjerg (der i øvrigt også arbejder frivilligt i Skibby Kino).
– Mit eventyr lakkede mod enden, og jeg fik en stærk trang til at dele ud af alle de fantastiske oplevelser. Samtidig har jeg de sidste par år haft fornøjelsen af at være en del af Team Rynkeby og samle ind til Børnelungefonden og Børnecancerfoden. Jeg håber, de to ting sammen kan blive til en hyggelig eftermiddag/aften i en god sags tjeneste.
Programmet søndag 6. april består af tre mindre foredrag i biografsalen + mad bagefter:
1. Om Flemmings månedlange eventyr på motorcykel i New Zealand
2. Om landet New Zealand
3. Om at rejse i autocamper i New Zealand
Med i prisen er der “Helstegt pattegris”-burgere efter foredragene, sponsoreret af Meny.
De 150 kroner for deltagelse går ubeskåret til Team Rynkebys indsamling til Børnelungefonden og Børnecancerfonden.
Man tilmelder sig ved frem til 30. marts at indbetale de 150 kroner pr. person til Mobilepay ”0860NY – Team Rynkeby 06/04/2025” og dér oplyse sit navn i beskedfeltet.