Frederikssund Kommune og NPV A/S har indgået en udviklingsaftale om Vingelunden.
FREDERIKSSUND: Med underskrivelsen af aftalen tager parterne et stort skridt mod at realisere visionen om en moderne bydel i naturskønne omgivelser, hvor der skabes et sammenhængende og attraktivt miljø for både beboere og erhvervslivet.
Projektet omfatter ca. 660 boliger fordelt på ca. 50.000 m2 samt ca. 4.400 m2 erhverv i form af serviceerhverv, café, butikker og en dagligvarebutik, som samlet skal skabe en bydel, hvor både bolig- og erhvervslivet kan blomstre. To parkeringshuse med ca. 570 p- pladser vil også blive etableret for at sikre en effektiv infrastruktur. Vingelunden vil byde på moderne boliger og et varieret udbud af funktioner, som bidrager til et levende og dynamisk bymiljø.
– Det glæder mig meget, at vi med byrådets beslutning om en udviklingsaftale nu kan byde velkommen til NPV. Processen med at udbyde arealerne er nu i gang. Det er et centralt og stationsnært område i Vinge, som NPV ønsker at udvikle, og jeg lægger især vægt på deres tanker om at skabe en mangfoldig bydel og en varieret bebyggelse med plads til beboere i alle aldre. Det at NPV har stort engagement i Vinge og inddrager naturen i byens rum, som i øvrigt ligger ud til det grønne hjerte, samt tanker om erhverv med café og butikker i stueetagerne, det er helt i tråd med vores vision for Vinge. Det er et stort, værdifuldt og meget spændende projekt, som jeg glæder mig til at følge i de kommende år, siger Frederikssund Kommunes borgmester Tina Tving Stauning (A).
Natur og livskvalitet
Vingelunden skal udvikles med fokus på klimavenlige initiativer, der styrker både områdets livskvalitet og tilknytning til naturen. Der er arbejdet med at integrere eksisterende naturkvaliteter og skabe grønne uderum, der understøtter et godt mikroklima og en høj livskvalitet for både beboere og besøgende.
Regnvandshåndtering og grønne arealer bliver centrale elementer i udviklingen, som også tager højde for områdets fremtidige vækst og behov.
– Vingelunden er endnu en spændende byudvikling, som vi i NPV er stolte af at være en del af, siger Kim Lang, direktør, COO & partner, NPV.
– Vores mål er at skabe et område, der både har et aktivt byliv og en tæt forbindelse til naturen med fokus på biodiversitet og skønne opholdsrum. De borgere, der bor og arbejder her, skal føle, at de bor i byen, hvor tog, dagligvaretilbud mv. ligger i bekvem afstand, mens naturen, helt unikt, omkranser området og tilføjer stor værdi. Alt dette skal forenes og bearbejdes med stor omhyggelighed i en byudviklingsproces sammen med kommunen samt vores dygtige rådgivere tilknyttet projektet. Nordic Office of Architecture er valgt som arkitektrådgiver, siger han.
Fællesskab i alle aldre
Vingelunden er ikke kun et boligprojekt, men en vision om at skabe en ny bydel der omfavner kommende beboere i alle aldre. Med et fokus på at generationer kan leve dør om dør i byen og stadig kun få skridt fra den smukke natur, vil vi skabe Vingelunden.
Byudviklingen af Vingelunden kommer til at spille en vigtig rolle i udviklingen af hele Vinge og Frederikssund Kommune og vil være med til at gøre Vinge og Frederikssund Kommune til et attraktivt valg for både nye beboere, der kommer udefra såvel som beboere, der allerede bor i kommunen.
/TS