Læserbrev
Af Susanne Bettina Jørgensen, Frederikssund Byråd (A), Formand for Omsorg og Ældre
Fællesskaber, samvær, gøre noget sammen, et godt grin, dyrke interesser, gøre noget for andre er alt sammen med til at give livsglæde og øget livskvalitet. Alle undersøgelser og erfaring viser, at det er med til at forebygge sygdom, øge levetiden og mindske eller udsætte behovet for hjælp fra kommunen. Og de fleste mennesker vil gerne klare sig selv. For socialdemokraterne er fællesskaber en vigtig værdi – det er kærnen i vores velfærdssamfund. Fællesskaber er, ligesom kultur, kittet, der binder os sammen og skaber mening. Derfor er det virkelig godt, at fællesskaberne blomstrer i vores kommune. Jeg har som udvalgsformand for Omsorg og Ældre den store fornøjelse at komme rundt blandt andet i vores aktivitetscentre – Kongshøj i Slangerup, Tolleruphøj, Lundebjerggård, Mødestedet på De Tre Ege og Nyvej i Skibby. Alle steder er der stor tilslutning, og alle steder foregår der virkelig mange spændende ting, man kan være fælles om. Også frivillige foreninger, bryghuse, bylaug, landsbyer, kulturhuse og mange mange ildsjæle er hver dag med til at skabe fællesskaber. Jeg synes, det er noget helt unikt, vi har i vores kommune. Det er kommet for at blive, og jeg vil som politiker blive ved med at støtte og bakke op om lokale initiativer, så vi både kan bevare og værne om det, vi har, men også arbejde for vi kan få endnu mere.